BRILLERNES HISTORIE

6 nærsynetheden har dog været kendt i årtusinder. I den romerske kejsertid spillede den endog en rolle i den offentlige retspleje: når man havde købt en slave, som viste sig at lide af simpel nærsynethed, kunde man ikke af den grund forlange, at handelen skulde gå tilbage, der fandtes nemlig den lov, »ut myopes inter servos non redhiberentur nisi ex morbo«. Da Ulpian også har en bemærkning desangående, må nærsynethed have været almindelig blandt slaverne,1) hvilket ikke er forbavsende, eftersom enhver fornem Romer havde talrige skriveslaver i sin tjeneste, og disse med fordel kunde vælges blandt myoper, lige- som arbejdet med at skaffe afskrifter til deres herres bibliotek på den anden side må antages at have frem- bragt nærsynethed hos mange af dem. Hvad »overlangsynetheden« (hypermetropien) an- går, er der ingen grund til at tro, at den skulde være hyppigere nu end tidligere, sålidt som der er grund til at mene, at oldingesynet (presbyopien) skulde være noget for vore dage ejendommeligt; vi har yder- mere sikre beviser for, at det ikke er således, idet Cicero, Cornelius Nepos og Suetonius skriver, at når man bliver gammel, og synet aftager, er der ingen anden udvej end at lade en slave læse for sig. De glas (linser), man anvender til briller, er hyppigst sfæ- riske, o: begrænsede af kugleflader. De kan være konvexe (samlelinser) eller konkave (spredelinser). Ved konvexglassene er begge eller i det mindste den ene flade konvex; såfremt Mercurialis, cit. efter J. Stilling, Untersuchungen iiber die Entstehung der Kurzsichtigkeit, Wiesbaden 1887, s. 201.