BRILLERNES HISTORIE

I 2 anvendte til optisk brug, men at det simpelthen var knapper eller lignende.1) Imidlertid er det vanskeligt at forstå, at en sådan »knaps« forstørrende ævne helt skulde være undgået ejermandens opmærksomhed, og Plinius synes at omtale bjærgkrystallinsen som et instrument, der benyttes af læger til at brænde med: »Invenio medicos, quae sunt urenda corporum, non aliter utilius id fieri putare, quam cristallina pila adversis posita solis radiis«.2) Men hvorledes dette nu end forholder sig, findes der intet som helst holdepunkt for den antagelse, at brilleglasset, linsen med stor brændvidde, har været kendt i oldtiden. En almindelig bekendt fortælling, der synes at bevise det modsatte, er, at Nero ifølge Plinius og Suetonius har benyttet en sleben sma- ragd som brilleglas. Plinius skriver: »Nero princeps gladiatorum pugnas spectabat in zmaragdo«.3) Herpå er det, at fortællingen er bygget. Der står imidlertid intet som helst om, at smaragden var sle- ben til som en linse, og at Nero har været stærkt nærsynet, således som man også har villet slutte af Plinius’ ord, er af andre grunde tvivlsomt, han var f. ex. lidenskabelig vognstyrer ved kapkørsler. Men vi ved, at Nero havde svage øjne, og at han led af lysskyhed, tænkeligt er det altså, at han har benyt- tet smaragden for med den at dæmpe lyset; det er ’) J. Hirschberg, Geschichte der Augenheilkunde. Graefe-Sae- misch, Handbuch der gesamten Augenheilkunde, 12. bd. 1899, , s. 10; og flg. 2) 57. bog, 2. kapitel. 8) 37. bog, 5. kapitel.