BRILLERNES HISTORIE

også muligt, at han ikke har set gennem, men i den, enten fordi spejlbilledet har moret ham, eller fordi smaragden, der ansås for at være styrkende for øjnene, har været anvendt som kur. Endelig er det ikke helt udelukket, at den kan bringes i forbindelse med Neros politiske sympatier, han begunstigede jo det såkaldte grønne parti og viste blandt andet dette ved at bære grønne klæder og lade arenaen bestrø med grønt sand (pulveriseret malakit).1) Der er altså grunde nok for Nero til at benytte smaragden, og det er ikke på nogen måde nødven- digt eller naturligt at anse denne for at have været en brille, hvilket jo vilde stride mod alle andre erfa- ringer fra datiden (se Ciceros, Cornelius Nepos’ og Suetonius’ udtalelser ovenfor). Som et kuriosum skal endnu nævnes, at den hel- lige Hieronymus (351—420) undertiden findes an- givet som brillernes opfinder. Hvorfra denne legende oprindelig skriver sig, kan ikke oplyses. Ghirlandajo (1449—1494) har malet et billede af den hellige Hieronymus arbejdende ved en pult, på hvis ene endestykke et par briller er ophængt; heri er der dog ikke noget påfaldende, thi i tidligere tid gjorde man sig på malerier ofte skyldig i anakronismer, men muligt er det, at Ghirlandajos maleri, der hænger i Ognissantikirken i Florents, kan have inspi- reret en optiker i Venedig, om hvem man ved, at han i 1660 uden for sin butik havde den hellige Hieronymus’ billede med underskriften: »brillernes *) Emil Bock, Die Brille und ihre Geschichte, Wien 190;, s. 8.