BRILLERNES HISTORIE

15 lukket er det ikke, at ideen er opstået omtrent sam- tidig på forskellige steder. Cl. du Bois-Reymond har gjort opmærksom på, at visse (sent romerske?) vinduesruder på en vis måde dannede plankonvexe linser med en brændvidde på i—2 dioptrier, og at de altså kunde give et klarere billede af genstande, hvis man nærmede øjet stærkt til glasset, således at kun en lille del af det benyttedes. Ligeledes ved man fra talrige beretninger og fra bevarede relikviskrin og monstrantser, at man i disse brugte at indslibe stykker af beryl og bjærgkrystal for at gøre indholdet mere synligt. Dette kunde altså have givet ideen. At tidspunktet faldt i slutningen af det i$de århun- drede, ved man af mange beretninger. Francesco Redi1) (1626—1697), professor i Pisa, fortæller så- ledes, at han blandt sine gamle håndskrifter har et fra 1299, i hvis fortale brillernes opfindelse er om- talt med følgende ord: »Jeg føler mig så besværet af alderen, at jeg ikke har kraft til at læse eller skrive uden de glas, som man kalder øjenglas, og som for- nylig er opfundne til bekvemmelighed for stakkels oldinge, når de har vanskeligt ved at se.« Redi tilføjer, at i en prædiken, som Giordano da Rivalto holdt i Florents 25de februar 1305, fore- kommer følgende: »Det er ikke tyve år siden, at man opfandt den kunst at gøre øjenglas, som bevirker, at man kan se godt, og som er en af de nyttigste kun- ster, som verden kender.« Blandt de mænd, der er udpegede som brillernes *) Bock, 1. c., s. 1 2.