BRILLERNES HISTORIE

6? drede findes ofte på glasset angivet dets brændvidde i tommer, men først i midten af det 19de århundrede trænger denne form for nummerering igennem for snart at afløses at dioptritallene. Nu om stunder er det, om end ikke i de fleste så dog i mange tilfælde, lægen, som får lejlighed til at bestemme briller til de trængende, men således har forholdet kun været fra midten af forrige århundrede. 1 de første århundreder efter brillernes opfindelse var det ingenlunde ualmindeligt, at læger tværtimod frarådede brugen af dem. Bernard Gordon, pro- fessor i medicin ved universitetet i Montpellier, er- klærer således i 1305, at briller er overflødige, takket være hans øjenbadevand, der er så kraftigt, at det sætter den alderdomssvækkede i stand til at læse den fineste stil uden briller.1) Guy de Chauliac omtaler 1363 ligeledes rosende sit badevand, men tilføjer dog, at når det ikke hjælper, må man ty til briller.2) Men selv en så kyndig mand som Bartisch v. Königsbruch fraråder (1583) anvendelsen af bril- ler, thi, siger han, det er jo dog en selvfølge, at et menneske ser bedre, når han ikke har noget for øjnene, end når disse er dækkede, selv om dækket er nok så sublimt og klart og tyndt, og det er meget bedre, at man bevarer to øjne, end at man skal have fire; man kan beskytte sine øjne, så de ikke behøver l) »Est tantae virtutis quod decrepitum faceret legere litteras minutis- simas sine ocularibus« Lilium Medicinae. (Particula III, c. V. De passionibus oculorum.) — Hirschberg, 1. c., 1908, s. 271. . 2) »Et si ista non valent, ad conspicilia vitri, seu becyclos est recur rendum.« Chirurgia magna Guidonis de Gauliaco, Lugduni <535, s. 315.