BRILLERNES HISTORIE

74 slut; at man så i sin bog med dem, kunde vel til nød tilgives, men at man betragtede sine medmenne- sker gennem dem, ansås ofte for uhøfligt og fornærme- ligt. Dette fik den franske rejsende Huet at mærke, da han under Frederik III besøgte København. Han var nærsynet og ønskede meget gærne at se kongen og dronningen, hvorfor han i kirken betragtede dem gennem sine briller, men dette vakte i den grad kon- gens forbitrelse, at han højlydt beklagede sig, så at Huet fandt det rådeligst at forlade København.1) VII Ordet brille kommer som ovenfor omtalt af beril- lus. Stilling har villet aflede det af det middelalder- lige latinske ord parilium, et par, men dette er ifølge Hirschberg umuligt. Da brillerne opfandtes i det 13de århundrede, var jo latin det dominerende skriftsprog, og benævnelserne heri var mange forskellige: ocularium, speculum, spe- cillum, conspicilium og flere andre. I det danske sprog2) dukker ordene glarøjne og briller op omtrent samtidigt. 1514 benytter Christen Pedersen i »Voca- bularium« ordet glaar øgen som oversættelse af con- spicilium,3) og Poul Eliesen har i Luthers bede- L. Daae, Pierre Daniel Huets Rejse i Norden. Hist. Tidsskrift, udgivet af den norske hist. Forening, 2. bd., Kristiania 1872, s. 329. 2) Otto Kalkar, Ordbog til det ældre danske Sprog (1300—1700), 1. bd., 1881—85 (briller), 2. bd., 1886—92 (glarøjne). 3) Chr. Pedersen, Vocabularium ad usum Dacorum, Coloniæ 15 14- Ligeledes i Jonas Turson, Vocabularius, Haflniæ 1561, og Pavli Jani Coldingi Etymologicum Latinum, Rostochi 1622, sp. 1200: Specillum: Giar øyen.