BRILLERNES HISTORIE

' Swl W V I——WlUFlfga 76 end sin egen næsetip, og det er af forskellige grunde rimeligt at anse forestillingen om, at man med bril- ler så vrangt eller i hvert fald meget kort, for afgø- rende, måske parret med forestillingen om brillebære- rens latterlige udseende. Talemåden har været meget anvendt i den omtalte betydning. Vi finder den i en vise fra reformations- tiden (trykt første gang 1530):’»paa næsen setther han oss briller«1) og ligeledes et par steder hos Her- man Weigere:2) Huo sterkest er skalt du forstaa Den setter den anden giar øyen paa. Den fattige oc ringe maa duge ned De stercke oc rige bliffue vel ved. På samme måde siger kræmmeren i »Kortt Wen- dingh«3) (1565—1574) v. 575 om de unge piger: Thenum kandtt ieg setthe briiller wppaa, Att the wiide alldriig huadtt the faa. og om skøgen (v. 2495): Paa hans nesze setther hun briiller. Det er ikke blot i poetisk og satirisk sprog, udtryk- ket benyttes. I Vedels Saxo (1575) s. 377 er det anvendt: »Oc paa det hånd kunde sætte hannem Briller paa, oc giøre hannem noget til harm«. Lige- ledes skriver Frederik II i et brev til Jørgen *) En viise om Gudtz ordtz fiender oc serdeles Lectorr Powel wende- kaabe. Viser fra Reformationstiden, udg. af C hr. Bruun, Kjø- benhavn 1864, s. 32. 2) En Ræffue Bog 1555, fol. 14 v0., i. r., fol. 140 v°. s) Kortt Wendingh, udg. af Soph. Birket Smith. Danske Saml., 1. bd., Kjøbenhavn 1865—66, s. 182 ff.