Forelæsninger over Meteorologi ved Den Kongelige Veterinair- og Landbohøjskole

29 Fugtighed, som derved udskilles, erstattes fra Luften højere oppe, og Dugdannelsen fortsættes paa denne Maade. Selve Jordbunden kan være indtil flere Grader koldere end Luften nogle faa Tommer højere. Naar det blæser, kan Luften ikke være saa længe i Berøring med Jorden, at den kan afkjøles tilstrækkelig; Vind hæmmer derfor Dugdannelsen. Klar Himmel fremmer den, fordi den fremmer Varmeudstraalingen. Meget tyder imidlertid paa, at Vandet i Dugdraaberne ikke alene, ja ikke en Gang væsentlig, udskilles af Luften, men der- imod af Jordbunden og Planterne, paa hvilke Duggen iagttages. Rimfrost. Naar Dugpunktet ligger under Frysepunktet, og Temperaturen om Natten synker til Dugpunktet, dannes der Rimfrost istedenfor Dugdraaber. Betingelserne for Dannelsen af Rimfrost ere ikke ganske de samme som for Dugdannelsen, f. Ex. hvad Vindens Indflydelse angaar. Udsætter man en Glasplade i en Nat, hvor der af- sætter sig Dug, i Nærheden af Jorden, dannes der ingen Dug paa den Side, der vender imod Vinden, men er det en Nat med Rimfrost, saa sætter der sig netop stærk Rim paa Vindsiden; saaledes ogsaa paa Træer. Dette ligger sand- synligvis i, at Damp fra Is har en mindre Spænding end Damp fra Vand ved samme Temperatur; har man altsaa en -saadan Is- og en Vandflade i Nærheden af hinanden, saa vil der stadig vandre Vanddamp fra Vandet til Isfladen. Paa Vindsiden tilføres der den nævnte Plade mest Fugtig- hed, og der bliver Rimdannelsen altsaa stærkest. — Naar Rimdannelsen foregaar, er Luften endvidere ofte stærkt taaget og ikke som ved Dugdannelsen klar. Naar Temperaturen har naaet Dugpunktet, synker den ikke eller i alt Fald kun meget langsomt derunder, thi dels udvikles der Varme ved Dampens Fortætning, og dels vil For- dampningen fra Jorden, altsaa en af Aarsagerne til Af- kjølingen, ophøre. Nattefrost indtræder, naar Jordoverfladens Temperatur