Nutidsbevægelsen i dansk Haandværk og Industri

II Om der har fundet en virkelig Tilbagegang Sted for den danske Haandværkerstands Vedkommende eller ej i de siden 1862 forløbne Aar, er endnu et meget omtvistet Spørgsmaal. Der er mange Haandværkere baade i Hovedstaden og i Provinserne, som besvare Spørgsmaalet benægtende, og som fastholde, at Haand- værket og Haandværkerne ingenlunde ere gaaede til- bage, hverken i økonomisk Henseende eller i faglig Dygtighed; der er en anden og ligeledes talrig Klasse af Haandværkere, som ligesaa bestemt besvarer det be- kræftende, og som af fuld Overbevisning deltager i de almindelige Klager over Haand værkets Undergang. Det Standpunkt, der i saa Henseende indtages, er vel først og fremmest en Følge af hver Enkelts personlige Er- faringer, og det kan vanskelig forlanges, at de ved Be- dømmelsen af disse skulle kunne tage med i Beregning, i hvor stor Grad de have været i Stand til at rette sig efter Forholdene og istedetfor at lade sig beherske og trykke af disse have forstaaet at omforme deres Bedrift efter dem. Men ud fra dette Standpunkt deler Haand- værkerbevægelsen sig i to Grupper: i den. ene findes de, der betone Modsætningerne mellem Industri og Haandværk, og som hævde, at den førstes Fremgang er ensbetydende med det sidstes Undergang; i den anden de, der holde paa Fællesskabet mellem Industri og Haandværk og i alt Væsentligt ville have dem til at følges sammen ad fælles Baner og i Løsningen af fælles Opgaver. Utilfredshed med Nutiden og de for Erindringen stedse i forskønnet Lys fremtrædende Minder om For- tiden have skabt de Misfornøjedes Klasse. For dens Medlemmer staar det som næsten ufatteligt, at de, der