1807-14. Studier Til Københavns Og Danmarks Historie 1802

256 Velhavenhed i 90erne. nevtrale Handel var halvt umuliggjort. Alligevel bragte disse Aar betydelige Beløb ind i Statskassen. Men trods alle Chika- nerier vare 90erne ganske anderledes sikre Forretningsaar, og havde Skattevæsenet medio 1799 haft samme Omfang som medio 1807, kan den Nytte, Staten havde haft deraf, ikke over- vurderes. Man havde ved Hjælp heraf haft Valuta i Statskassen, man havde kunnet gøre Sedlerne indløselige, man havde gjort os forholdsvis uafhængige af Hamborg, man havde faaet det møntede Sølv til at trænge ned i Befolkningens brede Lag, hvor det var forblevet, og hvor det havde været at hente i de trange Aar1). Thi 1792—98 vare syv fede Aar. Man har indvendt, at det var netop i denne Tid, Kongens Slot og Hovedstaden brændte. Men da det varede længe, inden Slottet genopførtes, kan det ikke i 90erne have slugt Kapitaler. Og hvad Ildebranden 1795 angaar, havde allerede dengang Alle assureret, og den Ordning, hvormed det Offentlige kom Assurancekompagniet til Hjælp, bevirkede, at de enkelte Husejere ikke kom i Forlegenhed, selv om Assurancepræmien midlertidig forøgedes. Dette fremgaar ogsaa af den Fart, hvormed man byggede. Man opførte Mur istedetfor Bindingsværk, endog altfor solidt, som Rawert sagde, og med Pragtbygninger iblandt. Selvfølgelig tabtes der Værdier, men Skatteevnen forringedes kun føleligt ved de Samfunds- klassers Løsøretab, som der ikke var Spørgsmaal om at sætte i Skat. Og dersom man vil indvende, at hvis Landmand og Købmand havde skullet betale Skat, havde de ikke Pengene selv til Raadighed, da gælder dette Argument overfor en Ud- plyndring fra Statens Side, men ingenlunde overfor en beskeden Skattesættelse af Borgerne, hvor de tusinde smaa Afsavn — for Mange slet intet — giver Staten Midler i Hænde til at fore- bygge langt større Lidelser af den Art, der netop maa fore- bygges af Styrelsen, og hvor de Enkelte ere magtesløse. l) Vistnok med Rette er det sagt, at hvad der bidrog til at redde Frankrig finansielt 1870—71 var Befolkningens Eje af ædle Metaller; og, som udtalt i Texten, herpaa beroede utvivlsomt ogsaa den vidunderlige Stabilitet i Hertugdømmernes Pengevæsen under saagodtsom den hele kritiske Periode.