1807-14. Studier Til Københavns Og Danmarks Historie 1802

Debitorer og Kreditorer. 283 officielle Kurs — om en saadan overhovedet noteredes — endog var langt fra at svare til den virkelige, var i det hele og store den af Forordn ingen forudsatte Retning for Kursen den rigtige og gav bedre Resultater, end om den for Sedlernes Konvertering benyttede Kurs, 1200, skulde have ligget til Grund for Afviklingen af alle Gældsfordringer 1807—12. At man ikke helt ramte det rigtige, beviser altsaa ikke, at man ikke skulde konvertere, naar blot Retningen var rigtig. En vægtigere Indvending er, at For- skrivningernes Datum ikke afgav nogen Norm for, om Debitor eller Kreditor ogsaa var indtraadt i Forholdet paa hin Tid. Dette Moment havde Ørsted, som vi have set. ikke manglet Blik for, men havde ikke kunnet give en praktisk Løsning af Vanskeligheden. Som Loven kom til at foreligge, kunde den blive meget haard for Debitor. Naar A. havde stiftet en Gæld lios G. paa 100 D. C. før Krigen, og B. havde overtaget Gælden, da Kursen var 500 — men selvfølgelig kun havde faaet 100 D. C. (d. e. 20 Sp. eller 40 Rbcll.) for at overtage den — og ikke behøvede at betale Gælden til C. eller havde Retssag derom, kort sagt endnu stod i Gælds- forhold til C., blev han pligtig til nu at betale den med 100 Rbdl. De Lettelser, Debitor fik ved Forordningen, kunde ingen- lunde opveje denne store Forskel i Gældsbeløbet, og der øvedes altsaa en betydelig Uretfærdighed imod ham. Nu var det naturligvis en urimelig Fordring af Opinionen, at Forordningen skulde tage mere Hensyn til Debitorer end til Kreditorer. Mang- foldige vare i ét Forhold Kreditor, i et andel Debitor, og hverken fra Statens Standpunkt eller i Almindelighed var der tilstrækkelig Grund til at begunstige Debitorerne, saameget mindre som det i Løbet af Krigen mest var gaaet ud over Kreditorerne; for hver Dag, en Debitor vandt med Betalingen af sin Gæld, led Kreditor Tab. og mangen Debitor anlagde urimelige Retssager blot for at trække Tiden ud og, under Kursens stadige Forringelse, komme saa meget lettere fra sin Gæld. Men paa den anden Side var det under Gældsfordringernes livlige Skiften fra Haand til Haand ret almindeligt, at Forskrivningstiden vedkom en anden Debitor end den nuværende, og paa denne Maade kunde saadanne Debitorer lide store Tab. Til den anden Side kunde, som ovenfor nævnt, mange Kreditorer, der midt i Perioden havde