1807-14. Studier Til Københavns Og Danmarks Historie 1802

Det danske Folks Royalisme. 561 saa mod selve Kongen, da har clet været i Begyndelsen af Aaret 1814, lige før og lige efter den Katastrofe, hvorved Broderriget bortamputeredes 1). Vi udtalte ovenfor, at Folket ikke kendte og ikke kunde kende Begivenhedernes nøjere Sammenhæng, og- at det forsaa- vidt var meget rimeligt, at det bar Ulykkerne uden at vende sig mod Kongen, der dog var den ene Ansvarlige. Men Aar- sagen hertil var naturligvis ikke et roligt Overlæg fra Befolk- ningens Side, men den nedarvede, dybtliggende Loyalitetsfølelse. Kongen var Bureaukratiets Spids, Hærens Herre, Borgernes For- syn. Intet kan lignes med den Kultus, der var drevet med de danske Enevoldskonger. Man var vant til i de forgangne halv- andet Aarhundrede at gøre Landets Konger til Halvguder, og jo mere man hævede dem mod Skyerne, des mere næsegrus kastede man sig selv i sin devote Dyrkelse. Saaledes var det gaaet fra Slægt til Slægt overfor tvivlsomt duelige og utvivlsomt uduelige Regenter — skulde man da nu kunne rydde denne Følelse op med Rode overfor en Konge som Frederik den Sjette! Man glemme ikke, hvem han var. Han var den ulykkelige, romantiske Caroline Mathildes Søn, opdragen i Haardhed, frelst fra Vanrøgt, kendt som den, der, ligefrem i sit Væsen, vilde Menigmands Vel, Alles Ret, Statens Lykke. Hvad Historien end senere kan have at fortælle om Frederik den Sjettes Karakter, hans Person, lians Regering fra den Tid, Ulykkerne brød ind, saameget er vist, at i det Fjerdedelsaarhundrede, han var Regent uden at være Konge, staar han som en af Danmarks betyde- ligste Fyrster. Man kan skrive Historie paa mange Maader, man kan tegne de historiske Personers Portræt, prøve Hjerter og Nyrer, undersøge hver Hudfold, men for den folkelige Historie ’) Jfr. Historisk Tidsskrift. 4. R. IL Pg. 80. Noten. — Af Grundtvigs „Helligtrekongerlyset“ (Kbhvn. 1814), et i flere Henseender mærkeligt lille Skrift, vil man se, dels at der i Begyndelsen af Aaret 1814 var en Bevægelse i Studenterkrese, hvor man tilbød sin frivillige Tjeneste i Kamp for Statens udelte Bestaaen, men at en Henvendelse til Kongen desangaaende fik et undvigende Svar, dels at der var en Kritik oppe mod Kongen, som ingenlunde var af godartet Karakter, men at paa den anden Side Grundtvig selv i begejstrede Ord udtalte sin Hyldest for Kong Frederik den Sjette som den fortræffeligste af Alverdens Regenter. Rubin: 1807—14. qc