1807-14. Studier Til Københavns Og Danmarks Historie 1802

562 Frederik den Sjette som Kronprins. eller for den Historie, Folket ud af sit Instinkt skriver selv, vil det være enkelte iøjnefaldende Træk, enten i Handling- eller Karakter, der bestemme Skikkelsen, saaledes som den over- leveres til Efterverdenen. Og Folket saa i Frederik den Sjette den Mand, der havde frigjort Landets talrigste Befolkningsklasse og givet den en menneskeværdig Tilværelse, og der Aartier igen- nem havde Fred i sine Lande, medens hele den øvrige Verden førte Krig, en Fred, hvor Agerbrug, Handel og Industri blom- strede frodigt, hvor gode og grundlæggende Love skabtes for Vareomsætningen, for Retsvæsen, for Fattig- og Skolevæsen, hvor Institutioner dannedes for Samfundets Stedbørn, ja, hvor selv Negrene i det Fjærne unddroges det Køb og Salg, der be- handlede Mennesker som Umælende. Og var det end ikke ham, men hans Raadgivere og Ministre, der skaffede Landet Fred og førte alle disse Sager ud i Livet, hvem turde da sige, om en anden Regent havde Laget disse Mænd op i Landets Styrelse, og fremfor Alt: knytter Folket sin Taknemlighed til General- stabschefen eller til den General, der vandt. Slaget? Intet Under da, at et Folk som det danske, elskende det bramfri og det jævne, ogsaa elskede Frederik clen Sjette, der var jævn og tarvelig som Folket og dets Vaner; intet Under, at et Folk, der var lidet vant til kronede Genier, ikke savnede clet geniale, der maaske kunde være godt for fremmede Nationer og længst henfarne Tider, men som Aarhundreders og Aarhun- dreders Historie Intet meldte om for den danske Stats Fyrster; intet Under, at et Folk, som havde jublet over Konger, for- drukne og perverse, men blot med et godlidende Væsen, saa med sand Henrykkelse op til en Regent, hvis Liv ikke var mindre agtbart end Flertallets, og der havde udrettet større Ting end nogen Konge i hans Stamme før ham. Derfor skulde der have hørt saare meget til, om Folket havde vendt sig fra ham eller endog imod ham i Krigens Tid. Selv om denne eller hin gav sin Sorg eller Vrede Luft i for- nærmende eller bitre Ord, var man dog i Reglen enig om, at Skylden ikke laa, ikke kunde ligge hos ham, men hos de Mænd, der havde hans Tillid, de „røde Fjer“, Adjudanterne, der om- gav ham. Man syntes ilde om, at disse Mænd dannede hans