Københavns Vandværk 1859-1909
Historisk Beretning Om Stadens Vandforsyning

70 VANDVÆRKETS GEOLOGISKE OG HYDROLOGISKE UNDERSØGELSER dalen paa dennes nederste og dybeste Del nærmest Siranden indtil ca. x/2 Mil fra denne — altsaa i Egnen omkring Pile Mølle — idet Istidens øvre løse Jordlag her hviler umiddelbart paa Skrivekridtet. Da Dalens Retning falder sammen med Isbevægelsens Retning under den sidste Istid, antages det, at det dækkende maaske forholdsvis tynde Lag Saltholmskalk her er blevet bortfjernet af Isen, der derefter har kunnet udpløje sig en dyb Rende i det bløde Kridt. Over Saltholmskalken har Istiden aflejre! sine Dannelser, hvis Grundlag udgør det stenede Moræneler, der jo særlig kendetegnes ved, at al Lagdeling mangler, ligesom der ikke findes nogen Sortering efter Kornstørrelse, idet store Vandreblokke er aflej rede Side om Side med line Lerpartikler, ganske modsat af, hvad der finder Sted, naar det er Vandet, der besørger Materialtransporten. Som bekendt antager man, at der har været mindst lo Istider med en mellem- liggende Inlerglacialtid, i hvilken Vandet fra Isens Smellefloder har udslemmet og sorteret Moræneleret i Sten, Grus, Sand og fint Ler og atter aflejret disse, efterhaanden som Vandets Hastighed aftog. Ved Vekselvirkninger af Isen og Vandel, ved Svingninger i Isens Udbredelse, ved Israndens Frem- og Tilbage- rykninger er det forstaaeligt, at Istidens Dannelser ofte viser meget uregel- mæssige Lejringsforhold. Medens den typiske Lagfølge skulde være: 1) Øvre Moræneler, 2) Lagdelt Diluvialsand (med underordnede Lag af stenfrit, lagdelt Ler og smaa Gruslag), 3) Nedre Moræneler og derefter 4) Saltholmskalken, træffes i mange Tilfælde kun et Lag Moræneler, hvilende enten umiddelbart paa Kalkstenen eller paa et mer eller mindre tykt Gruslag, der ligger ovenpaa Kalken. Saadanne Lejringsforhold vil ogsaa i Hovedsagen genfindes paa de nedenstaaende geologiske Længdeprofiler langs nogle af Vandværkets Vand- indvindingsanlæg. Betragter vi nu disse geologiske Aflejringer fra Synspunktet om deres Evne til at træde i Vandforsyningens Tjeneste, maa man skelne mellem vand- førende og vandstandsende Lag. Til de første hører som bekendt de grov- kornede Jordarter med store Porer, hvorigennem Vandel let kan bane sig Vej, eller faste Stenarter med Spalter og Hulrum. Til de vandstandsende Lag, der yder stor Modstand mod Vandets Bevægelser, hører navnlig de fede Lerarter, del tætte Skrivekridt og den spaltefri Saltholmskalk. Naar Nedbøren følgende Tyngdens Love synker ned igennem Istidens Moræneler og Sandlag, naar den omsider ned til Saltholmskalkens og Skrivekridtets tætte, stærkt vandstandsende Lag, der tvinger Vandet til at ophobe sig derover, og den lodret nedadgaaende Bevægelse erstattes da af en Bevægelse ud til Siderne, stærkest der, hvor Lagenes Modstand mod Vandets Bevægelse er mindst. Vandet naar derved omsider tilbage til del laveste Vandspejl — Havet, for paany at fordampe herfra, for- tættes i de øvre Luftlag og atter, følgende sil stadige Kredsløb, al falde ned som Regn. Af de blaa Vandrejsningskurver paa den bag i Bogen indheftede Plan