Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Keller 93 krampagtigt fat i ham. I dette Øjeblik havde K. bestemt Følelsen af at skulle dø. Han hørte tydeligt de andre Drenges og Lærernes Raab, idet de forsøgte at bringe dem Hjælp; han kom 2 Gange oven Vande og saa da Folk paa begge Flodbredderne og en Redningsbaad midt i Floden; han forsøgte at udstøde et Skrig; umuligt! Vandet styrtede ind i Munden paa ham. I dette Øjeblik sagde han til sig selv og syntes tillige at høre, at der blev sagt af en Anden: »Du skal ikke mere se Dine Forældre!« Derefter følte han sig træt paa en Maade, han ikke kan beskrive nærmere, men det var nærmest en blid Træthed, der betog alle hans Lem- mer og gjorde, at han ikke kunde bevæge dem. Han syntes, han gik paa en hvid Vej, en Vej i hans Fødeegn, som gaar stejlt og lige tilvejrs i et af Vogeserbjergene; det var varmt Solskin, en dejlig Luft, han rørte næsten ikke Jorden; han var klædt i en Dragt, han godt kan huske fra sin Barndom, og han sang en Ungdomssang. Mere véd han ikke. Han blev bjerget og kom først til sig selv, da han laa paa Strandbredden. Trods de 15 Aar er K. dog sikker paa, at han tænkte be- stemt paa, at han skulde dø; det, at han siger: »Du skal ikke se Dine Forældre mere!« tyder jo ogsaa derpaa. Den dobbelte Personlighed, at han siger sine Ord til sig selv, og at han hører dem blive sagt udefra, er aparte; det er jo Hallucination; men det er det eneste, der direkte vedrørte hans Tilstand; der var ellers ikke Tale om, at hans Liv eller Dele af det passerede Revue for hans Øje. Det øvrige, den svævende Gang i Sol- skinnet paa den hvide Vej og den røde Barnedragt, tror K. er et Udtryk for en sær Blanding af de Fornemmelser, han følte i det kritiske Øjeblik. Senere i sit Liv er K. besvimet en Gang; han havde spist som sædvanligt, kom fra stærk Kulde ret sent hjem og satte sig foran Kaminen, hvori Ilden blussede; pludseligt følte han et almindeligt Ildebefindende; han rejste sig og støttede sig i staaende Stilling imod Væggen ligeoverfor Ilden; han følte, at Øjnene lukkedes langsomt, Benene sank sammen under ham, og han havde en is- nende Fornemmelse af Døden. Det gik saa hurtigt, at han ikke havde Tid til at tænke paa noget; han véd kun, at han troede, han skulde dø, og at han for ikke at falde støttede Hænderne imod Væggen. Man bragte ham til Sengs; under Transporten vaagnede han for et Øjeblik og følte sig da dels ligegyldig, dels i en Tilstand af Velvære, som han ikke kan definere. Der var ikke Tale om nogen Serie af Tanker, ikke en Gang en enkelt Tanke traadte frem for ham, da han skulde dø.