Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

92 Jomsvikingerne-Jøkul-Keller JOMSVIKINGERNE. (Efter Sagaer.} JØKUL. (Norges Kongesagaer ... forfattede af Snorre Sturlasøn, Sturla Thordsøn og flere, og oversatte af P. A. Munck. i. Bind. 2. Oplag. Christiania. 1881.) Af Olaf den Helliges Saga (S. 314). »Jøkul stødte paa Kong Olafs Folk paa Gotland og blev tagen til Fange, hvorpaa Kongen lod ham føre hen at halshugges; der blev da skudt en Vond i hans Haar, og en Mand holdt i den; Jøkul satte sig ned paa en Bakke, og en Mand skulde til at hugge ham. Men da Jøkul hørte Hvinen, rettede han sig op, saa at Hugget kom i hans Hoved. Det blev dog et stort Saar; Kongen saa, at det var Banesaar, og sagde, at det kunde være nok. Jøkul blev endnu siddende og kvad en Vise om sit dybe Saar og Kongens Vrede; derpaa døde han.« (Norges Kongekrønike af Snorre Sturlesøn, fordansket ved Nik. Fred. Sev. Grundtvig, i. Del. Kbhvn. 1818. S. 298.) Meddelelsen er den samme som hos P. A. Munck, men Grundt- vig tilføjer Jøkuls Kvad: »Da Tørst og Brynde gik ei saa vidt, af bedre Tønde mig skiænkdes tit, end nu af Vunden, i Bane-Stunden, med Straale rød! — I Hoved-Skallen, med bredfuldt Maal, af Hjerne-Vallen, mig gav en Skaal, heel beedsk at drikke, for Intet ikke, den Drot saa prud!« KELLER, Alex. (Korrespondance i Revue philosophique.) Som 15 Aars Dreng tog Keller sammen med de andre Drenge og under Lærernes Opsyn Bad i Moselfloden. 5—6 af Drengene vare bievne enige om at svømme over én af Strømhvirvlerne; paa Signal af Læreren begyndte de at svømme i Række; K. var Nr. 2; i Begyndelsen gik det godt; men pludseligt saa K. den Dreng, der svømmede foran ham, slaa en Kolbøtte og synke i Hvirvlen; K. var kun et kort Stykke fra det farlige Sted; han drejede Hovedet for at svømme til Siden; men da han saa, at de, der kom bagved ham, vare saa tæt paa ham, bestemte han sig til at svømme over Hvirvlen; han havde samme Skæbne som den Dreng, der var svømmet foran ham; han tabte dog ikke sin Aandsnærværelse, men kæmpede tappert og vilde sandsynligt være kommen derfra, da han pludseligt følte, at En greb hans Fod; det var én af hans Kammerater, som i Dødsangst greb