Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Marinelæge i i Z gode Tyv«. »Han var en stor Synder,« sagde hun, »men ikke saa stor som jeg; jeg beder vor Herre for sin Lidelses Skyld at komme mig ihu i sin Naade, ligesom ham, i Dødens Time.« Hun lagde sig derpaa paa Sengen og laa der til Daggry, stod da op, lod sit Testamente læse for sine Tjenere, gav dem Brevene og Gaverne at besørge og forrettede derefter sin Bøn for sit Hus- alter, indtil Sheriffen med den hvide Stav kom og afhentede hende. Hun tog en hjertelig Afsked med sin Hushovmester, Sir Andrew Melvil, og paa hendes indtrængende Bøn fik foruden han endeligt ogsaa hendes Læge og tre andre af hendes Tjenere samt to af hendes Damer Tilladelse til at følge hende. Hun var klædt med mere Omhu end sædvanligt, som paa store Festdage, havde et Crucifix i den ene Haand og sin Bønnebog i den anden. Hun forefandt i den store Sal paa Slottet, i hvis Midte Skafottet var rejst, foruden alle de officielle Personer, et stort Antal Adels- mænd fra Egnen; ialt var omtrent to hundrede Personer tilstede. Efteråt R. Beale havde oplæst Ordren til hendes Død, sagde hun nogle faa Ord til Forsamlingen og forsikrede endnu en Gang om sin Uskyldighed i Sammensværgelsen imod Elisabeths Liv. Atter forsøgte Decanen af Peterborough saavel som de to Grever at omvende hende til Protestantismen, og Decanen vilde have hende til at tage Del i en protestantisk Bøn, men hun vægrede sig standhaftigt, og Greven af Kent greb atter Lejlig- heden til at haane hende for det Crucifix, hun bar. Hun knæ- lede, fremsagde nogle Stykker af Poenitentsepsalmerne paa Latin og bad derefter med høj Røst paa Engelsk for den katholske Kirke, for sin Søn og for Dronning Elisabeth, tilgav alle sine Fjender og udtalte sit Haab til Frelseren, som var død for vore Synders Skyld. Hun lagde derpaa sit Hoved paa Blokken og døde, idet hun anbefalede sin Sjæl i Guds Haand. Bøddelen løf- tede hendes afhuggede Hoved op og raabte: »Gud bevare Dron- ningen!« Decanen tilføjede: »Saaledes dø alle Dronning Elisabeths Fjender!« Kun Greven af Kent svarede: »Amen!« Henrettelsen skete den 8. Februar 1587, i Marie Stuarts 44de Aar; hun havde tilbragt de 20 Aar af sit Liv i Fængsel! MARINELÆGE. (Lauvergne de Pagonie. S. 158.) 1 1819 behandlede en Marinelæge en Mængde Syge for gul Feber, der rasede paa Antillerne; han studerede ivrigt Sygdom- men og førte Journaler. En af disse, der vedrører en Marineofficer, som var syg paa 3die Dag, lød saaledes: »24. Juni, KL 1: sort- farvede Brækninger, Diarrhoe, uudslukkelig Tørst, men udtalt Oscar Bloch: Om Døden. II. 8