Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

I 12 Marie Stuart sin Haand uden at føle sit Hjerte rørt ved Tanken om de Li- delser, den, Korset fremstillede, havde udstaaet. Hun begyndte nu med de to Kvinders Hjælp at afføre sig sine Halsklæder; og Bøddelen vilde hjælpe til; herved smilede hun og sagde, at hun var ikke vant til at afklæde sig for en saa stor Forsamling, ejheller at blive hjulpet paa den Maade. De to Kvin- der brast i Graad og ytrede højt deres Sorg; hun vendte sig til dem og lagde sin Finger paa deres Læber som et Tegn, at de burde tie; derpaa velsignede hun dem og bad dem bede for hende. Da de to Bødler knælede og bad om hendes Tilgivelse, sagde hun, at hun tilgav dem og Alle, der vare Skyld i hendes Død, ligesaa fuldt, som hun haabede Tilgivelse af sin Herre, og hun gentog nu atter, at hun var uskyldig. Nu bleve hendes Øjne tilbundne med et linned Klæde, og uden Frygt eller Skælven lagde hun sig selv ned med Hovedet paa Blokken; hun frem- sagde en Psalme, og medens hun fremførte en Bøn, skilte Bød- len med to Hug hendes Hoved fra Legemet. Han holdt det strax frem for Tilskuerne, blodbestænkt og fordrejet som det var af krampagtige Sammentrækninger; kun Deanen of Peterborough raabte: »Saaledes dø alle Dronning Elisabeth’s Fjender!« Jar- len af Kent svarede: »Amen!« medens de øvrige Tilstede- værende græd og sukkede over det sørgelige Skuespil.« Marie Stuart var da 45 Aar gammel og havde været 19 Aar i Fængsel; det var den 18. Februar 1587, at hun blev hen- rettet. MARIE STUART. (Joh. Grundtvig: Marie Stuart. S. 247.) Da Marie Stuart var bleven underrettet om, at hun skulde henrettes, ønskede hun at faa sin Kapellan tilbage; skønt han endnu var paa Slottet, blev det hende nægtet; Kent søgte at overtale hende til at give Slip paa, hvad han kaldte hendes Over- tro, og at modtage gejstlig Trøst af Decanen af Peterborough, Dr. Fletcher, som de havde medtaget. Marie Stuart vægrede sig derved og spurgte kun, naar hun skulde dø. Hertil svarede Grev Shrewsbury: »Imorgen tidlig Klokken otte,« og derpaa forlode de hende. Hun trøstede derefter sine Tjenere, spiste tid- ligt til Aften for at have Tid til at skrive og bede, tog en rø- rende Afsked med sine Folk og uddelte sine Ejendele til dem, skrev derpaa flere Breve og sit Testamente, som Hertugen af Guise skulde besørge fuldbyrdet. Hun blev først færdig henad Kl. 2 om Morgenen og lod da en af sine Damer læse for sig af en Legendebog, som hun holdt meget af, Historien om »den