Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Marie Stuart i i i Andrews, traadte nu ind i Værelset og sagde, at Tiden var kom- men, da hun maatte begive sig til Stedet for Executionen. Hun svarede, at hun var rede; hun bød sine Tjenere Farvel, og støttet af to af dem gik hun, fulgt af Sheriffen, frem; hendes Holdning viste ophøjet Alvor, som hun gik der, bærende et langt, linned Slør paa Hovedet og et Crucifix af Elfenben i sin Haand. Da hun gik igennem den Hal, der laa nærmest ved hendes Værelse, faldt hendes Hushovmester, Sir Andrew Melvil, paa Knæ og klagede under en Strøm af Taarer over den ulykkelige Skæbne, at han skulde bringe Meddelelsen om hendes sørgelige Skæbne til Skotland. »Klag ikke,« sagde hun, »men glæd Dig snarere. Marie Stuart vil snart blive befriet for alle sine Sorger. Sig mine Venner, at jeg dør i fast Tro paa min Religion og fast i min Kærlighed og Troskab til Skotland og Frankrig. Gud tilgive dem, at de saa længe have ønsket min Død og tørstet efter mit Blod. Du, min Gud, som er Sandheden selv og til Fuldkommen- hed forstaar mit Hjertes dybeste Tanker, Du véd, hvor inderligt det har været mit Ønske, at Skotlands og Englands Kroner maatte blive forenede. Bring min Søn min Hilsen og sig ham, at han kan være forvisset om, at jeg ikke har udført nogen Handling, der strider imod Skotlands Krones Ret. Paalæg ham at leve i Fred og Venskab med Dronningen af England, og lad mig se, at Du tjener ham med Troskab. Og saa, gode Melvil, Farvel; endnu engang Farvel, gode Melvil, og hjælp Din Dron- ning ved at bede for hende!« Hun blev i denne Hal modtaget af de fire Adelsmænd (Jarlerne af Shrewsbury, Derby, Kent og Cumberland), som, ledsagede af to Bødler, vare tagne til Fotheringay for at meddele hende og fuldbyrde Dødsdommen; det var med Nød og næppe, at det tillodes Melvil, hendes Læge, Apothekeren og to kvindelige Tyender at være tilstede ved Executionen. Hun gik nu ind i en anden Hal, følgende efter Adelsmændene og Sheriffen; Melvil bar hendes Slæb; her stod Skafottet, dækket med Sort. Saa snart hun havde taget Plads, begyndte Beale at læse Bemyndigelsen for hendes Execution. Derpaa holdt Fletcher, »dean of Peterborough«, en lang Tale; hun bad ham standse, da hun var fa$t bestemt paa at dø som Katholik. De mange Tilskuere i Værelset saa med Medynk og Gru paa den, trods hendes Alder og Sorger, endnu meget skønne Dronning. Jarlen af Kent, som saa, at hun i sine Bønner ofte benyttede sit Crucifix, kunde ikke undlade at bebrejde hende dette og sagde, at hun burde have Christus i sit Hjerte og ikke i sin Haand. Hun svarede, at Ingen kunde holde et Crucifix i