Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

I 10 Marie Stuart ning, som havde faaet Kappen om Hovedet og ikke kunde se, sig saa langt, som Strikken om hans Hals tillod det, hen imod sin Hustru, da han kunde høre, at hun var kommen op ved Siden af ham; han hviskede nogle Ord og strakte sin bundne Haand hen imod hende; én af Slutterne bragte medlidende hans Haand i hendes, og saaledes toge de Afsked. — Da Alt var beredt, traadte Præsten Rowe hen til Fru Manning og spurgte hende, om hun ikke havde noget at sige? (hun havde stedse nægtet sin Skyld); hun svarede fast: »Intet, uden min Tak for Deres God- hed!« I næste Øjeblik faldt Klappen, og de døde begge uden Krampetrækninger. S. z8o findes et Brev fra Dickens, skrevet samme Dag som Executionen var foregaaet; stærkt oprørt over den Raahed, han har været Vidne til blandt Tilskuerne, fremhæver han, at Intet kan tænkes at virke mere nedbrydende paa Moraliteten end en offentlig Henrettelse. MARIE STUART (1542—1587). (Goldsmith: History of Eng- land. IL S. 291.) Marie Stuart hørte med Ro sin Dødsdom oplæse; kun kunde hun ikke undlade at udtrykke sin Overraskelse over, at Dron- ningen af England havde undertegnet den. Hun svor, at hun ikke var delagtig i nogen Konspiration imod Dronning Elisabeth, idet hun lagde sin Haand paa det ny Testamente, som tilfældigt laa paa Bordet. Hun ønskede, at hendes Sjælesørger maatte være hos hende — det blev afslaaet. Hendes Henrettelse var bestemt til næste Morgen Kl. 8. — Da Jarlerne havde trukket sig til- bage, spiste hun, men kun lidt, til Aften; hun trøstede sine Undergivne, som vedbleve at græde og beklage hende, med at sige dem, at de skulde ikke sørge, men snarere glæde sig over, at hun snart skulde forlade denne Elendigheds Verden. Hen imod Slutningen af Maaltidet kaldte hun alle sine Tjenere ind og drak dem til; de kjiælede for hende og bad om Tilgivelse for, hvad de maatte have forsømt; hun talte om gensidig Tilgivelse, og den højtidelige Afsked endte under rigelig Udgydelse af Taarer. Derpaa saa hun sit Testamente efter, fordelte sine Ejendele imel- lem Forskellige, sine Penge iblandt Tjenerne, dem, hun ved Breve anbefalede til Kongen af Frankrig og Hertugen af Guise. Hun gik derpaa til Sengs til sin sædvanlige Tid, sov en Tid roligt, stod op og tilbragte Resten af sin Tid med Bøn. Hen imod Morgenen klædte hun sig i en rig Dragt af Silke og Fløjel, som hun havde bevaret for denne højtidelige Lejlighed. Under-Sheriffen, Thomas