Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Manning 109 (S. 372 o. flg.), som er for vidtløftig til at kunne optages her, fremgaar det, at Manden var den blødeste af de To; han søgte Tilgivelse af sin Hustru, hvad hun ogsaa gav ham. Da Manning blev bunden, og der blev sagt ham, at det var Bødlen Calcraft, der bandt ham, spurgte han, om han skulde lide meget ? Cal- craft svarede, at naar han forholdt sig rolig, vilde han slet ikke lide noget — dette beroligede ham. Da Fru Manning saa Cal- craft, sank hun sammen og var nær ved at besvime; han hjalp hende til Live ved Brændevin; hun tog et lille sort Silke- klæde ud af sin Lomme og bad om at faa det bundet fast om Ansigtet, før hun forlod Værelset; Lægen hjalp hertil og trak et sort Slør over hendes Ansigt og Hoved paa den Maade, hun angav. Da Calcraft snørede Baandene om hende, klagede hun ikke; hun vilde ikke have en Kappe om sig, der kunde skjule Strikken. Da én af Fangevogterskerne græd højt, sagde Fru Manning: »Græd ikke; bed hellere for mig!« Paa Vejen fra Fængslets Kirkegaard til Skafottet vaklede hun, da de gik forbi Fængselsmuren; hun klagede ogsaa over, at Strikken om Haand- leddene var bunden for fast. Vejen gik forbi den Grav, der var bestemt for dem; i denne var der ulæsket Kalk, ligesom hun havde benyttet for sit Mordoffer. En snæver Trappe førte op til Fængslets Tag; her vare Galgerne rejste. KL 9 gik den lille Dør op, og Processionen traadte ud. Man- ning kom først, ført af to Mænd; Kapellanen læste for ham af Lithurgien; hans Lemmer rystede, da han steg op ad Skafottets Trin; et Øjeblik saa det ud, som om han ikke formaaede at gaa, men da han var naaet op til Faldbrædtet, fik han sin Kraft til- bage; han fik den hvide Kappe om Hovedet, og Strikken blev lagt om hans Hals. — Nogle Sekunder efter ham traadte Fru Manning ud, ledsaget paa samme Maade; hun var klædt i Sort, og et sort Slør dækkede hendes Hoved og Ansigt. Ogsaa hun gik med Besvær op ad Trinene, men da hun var naaet op, stod hun fast uden at bæve. Man saa, at hendes ulykkelige Mand to Gange trykkede hen- des Haand; de vexlede nogle Ord; man formoder, at de gensidig tilgav hinanden. Før Kapellanen trak sig tilbage, hviskede han Konen nogle Ord i Øret. — Nu var Alt færdigt. De Dømte vendte deres Ansigt ned imod Folket; i samme Øjeblik faldt Brædtet under deres Fødder, og i et Øjeblik vare de To døde, som det synes uden Dødskamp. — Denne Beretning stammer fra et Øjenvidne, der betragtede Henrettelsen fra et Vindue i et Hus lige overfor Skafottet. — Efter en anden Beretning bøjede Man-