Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Matthisson - Melville 114 Gulsot, Pulsen lille og hurtig. KL 2: som forhen, men tillige Delirium med Talen, stærk Agitation, stift Blik, Øjets Binde- hinde gul, uvilkaarlig Afgang af Aabning, traadfin Puls. Kl. 3: samme Tilstand; Døden truende; Patienten »subit Pempire de sa raison«; han nævner sin Fader og sit Fædreland. KL 4: Ligge- saar paa Ryggen; forvildet Blik, Huden kold, Pulsen ufølelig, Rallen, Død. Det var en ærlig Krigsmand: »fortiter in modo et dulciter in re«. Hvad der er det mærkelige er, at den Læge, som skrev denne Journal og altsaa observerede saa nøjagtigt, selv havde den gule Feber og var død Kl. 5, altsaa en Time efter Marineofficerens Død. Man havde kun bemærket, at hans Hud var gullig farvet. Man kunde tro, at han var død af Apoplexi eller lignende, men han havde i Marginen paa den Journal, som er meddelt ovenfor, skrevet: »Og jeg er ogsaa angreben af Sygdommen; jeg finder min Hvile i mit fysiske og moralske Temperament: fortitudo animi duplex.« MATTHISSON, Briefe von. (IL Zurich. 1795. S. 65.) Matthisson meddeler om et Tilfælde af patriotisk Dødsforagt, der angives som fuldt paalideligt: »En fransk Grenader var, man véd ikke ret hvorledes, kommen bort fra sit Korps, der var paa Expedition i Nærheden af Grevskabet Nizza; han flakkede alene om i en vild og bjergrig Egn. Her blev han pludseligt omringet og afvæbnet af en fjendtlig Patrouille. Det første, Piemonteserne forlangte af ham, var, at han skulde sige: »Vive le roi!« Han svarede koldt og med Fasthed: »Qa ira!« »Du er Dødsens, hvis Du ikke lige paa Stedet raaber: Vive le roi,« raabte de endnu en Gang. Franskmanden gentog sit: »Qa ira.« »For sidste Gang! hvis Du har Dit Liv kært; siig: Vive le roi!« raabte de rasende og strakte Bajonetterne imod hans Bryst. Republikaneren rev sin Frakke op og viede sig til Døden med Ordene: »Qa ira sans moi!« Næppe havde han udtalt disse Ord i en Tone, der for- lenede den Døende med en triumferende Sejerherres Værdighed, før han sank død til Jorden, gennemstukken af Bajonetterne.« MELVILLE. (Familiar Letters. I. S. 221.) I et Brev til Lady Abercorn af 5. Juli 1811 omtales Lord Melville’s Død; hans Sygdom, »Forbening af Hjertets Aarer og Fibrer«, var begyndt i 1802; han havde lidt af stærke Anfald af Hjertebanken med Tilbøjelighed til Besvimelser; han havde i lang Tid været klar paa, at Sygdommen vilde ende hans Liv;