Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Mirabeau 1 15 omtrent 2 Aar før hans Død syntes alt det Smertende ved hans Sygdom at tabe sig, og han sagde selv til Walter Scott, at han aldrig havde haft det bedre. Han var helt vel til Dagen før sin Død; han havde rejst hurtigt fra Højlandene for at kunne være tilstede ved sin Ven, Lord Præsident Blair’s Begravelse; i de 2 Dage, han var i Edinburgh, var han mest beskæftiget med at arrangere sin afdøde Vens Affærer. Han skrev et udmærket Brev til Anbefaling for Blair’s Datter og besøgte om Aftenen Familien; derefter spiste han til Aften med Lord Melville’s Svigersøn, som ikke bemærkede noget Aparte ved hans Tilstand. Da han klædte sig af for at gaa til Ro, gav han sine Ordrer for næste Dag i Anledning af den forestaaende Begravelse og sagde desuden: »Jeg er tilfreds, nu jeg gaar i Seng, for jeg har udført al den sørgelige Pligt, som Venskabet paalagde mig,« eller noget lig- nende. Om Morgenen ringede han ikke som sædvanligt KL 7, og da hans Tjenestefolk, alarmerede herover, gik ind til ham omtrent Kl. 8, fandt de ham død; han var ganske kold. »Det var tyde- ligt, at han slet ikke var vaagnet, men var gaaet bort i sin Søvn til en bedre Verden, hvor der hverken er Bagvaskelse, Forføl- gelse eller Sorg. Den ene Arm laa hen over hans Bryst og den anden udstrakt ved hans Side — i den Stilling, han sædvanligt indtog, naar han sov.« Flere af Lægerne, med hvem Walter Scott talte, mente, at det ikke var udelukket, at den Sindsbevægelse, han havde været udsat for, har bidraget til hans Død (smign. dog hans Udtalelse, da han gik til Sengs). — Ved Obductionen fandtes venstre Hjertekammer stærkt formindsket af »Forbening«. MIRABEAU, Gabriel Honoré de Riqueti (1749—1791). (La grande EncycL XXIII. S. 1093.) Den 26. Marts tog han ud til sit nylig erhvervede Landsted for at hvile; om Natten fik han et hæftigt Anfald af Nyrekolik; han tog dog til Paris næste Dag og holdt en Tale (om Minerva); det var sidste Gang, han talte. Yderst mat tog han atter paa Landet, men da Lidelserne toge til, tog han igen til Paris; den 29. havde han et nyt Anfald af Kolik; om Morgenen den 30. blev hans Tilstand foruroligende; den 31. følte han selv, at det var Døden, der nærmede sig; det foruroligede ham ikke. Den 1. April skrev han sit Testamente; han modtog Talleyrand, med hvem han havde brudt 8 Aar i Forvejen, og overgav ham et Manuskript til en Tale, han var begyndt paa at skrive. Om Mor- genen den 2. April ved Daggry vilde han lade sig barbere. »Min Ven,« sagde han til Cabanis, »jeg dør i Dag. Naar man er saa 8*