Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Monmouth-Moore i 17 paa en Kirkegaard i Rue Montmartre; Intet betegnede, hvor hans Grav fandtes. MONMOUTH (1649—1685). (Goldsmith: History. III. S. 111.) Hertugen af Monmouth, »the darling of the English people«, som havde antaget Titel af Konge, indlod sig paa Kamp for at vinde yderligere Fremgang ligeoverfor James den I1den, men han maatte flygte; han led megen Nød; ved Hjælp af Blodhunde blev han opsporet og fandtes i en yderst ynkelig Situation (1685). »Han brast i Taarer, da han blev greben af Fjenden, og bad ydmygt for sit Liv. Han skrev de mest underdanige Breve til Kongen, som modtog ham i Audiens. Ved denne Sammenkomst faldt Hertugen paa Knæ og bad i de mest ydmyge Udtryk om at blive skaanet; han undertegnede endog en Skrivelse, rakt ham af Kongen, hvori han erklærede sin Illegitimitet — og derefter forsikrede den strænge Tyran ham, at hans Forbrydelse var af en saadan Art, at den ikke kunde tilgives ham. Da Hertugen ind- saa, at han ikke havde noget at haabe af sin Onkel, fattede han sig, rejste sig og trak sig tilbage med et Udtryk af Foragt. En Del Mennesker fulgte ham til Skafottet under Tegn paa stor Del- tagelse. Han advarede Bødlen imod at begaa samme Fejl, som han havde begaaet, da han halshuggede Russell, som fik to Hug. Bødlen blev greben af Skræk, saa at han skælvede, og hans Hug var kun svagt. Hertugen hævede da sit Hoved fra Blokken, og Bødlen huggede nu igen og igen uden Resultat; tilsidst lagde han Øxen bort, men Sheriffen tvang ham til at forsøge paany, og ved to nye Hug blev Monmouth’s Hoved skilt fra hans Legeme.« MOORE. (Goldsmith: The History. II. S. 162.) Sir Thomas Moore, sin Tids bedste og meget lærde Forfatter, havde modsat sig at underordne sig Kong Henrik den VHIdes Luner. Han var bleven valgt til chancellor, men opgav denne høje Stilling (for ikke at komme i skæv Stilling til den romerske Kirke). Hans Dyder og Optræden, der vare strænge og alvorlige, harmonerede med hans Karakters fine Blødhed; selv naar han var uheldigst stillet som fattig og i Unaade, kunde han bevare en naturlig Munterhed, der sandsynligvis bundede i hans rene Sam- vittighed. Han kunde ikke bevæges til at anerkende Kongens Ret til at være Kirkens Overhoved. Kun ligeoverfor Rich, der var sendt for at konferere med ham, lod han sig forlede til at sige, at ethvert Spørgsmaal, der vedrørte Loven om Kongens omtalte Ret, var som et tveægget Sværd; hvis en Mand svarede