Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

118 Morrelet-Moulin paa den ene Maade, vilde han forvirre sin Sjæl; svarede han paa den anden Maade, vilde det tilintetgøre hans Legeme. Disse Ord ansaas for tilstrækkelige til, at man anklagede ham, og han blev dømt. »Hans naturlige Hang til at spøge viste sig til det Sidste: Da han besteg Skafottet, sagde han til En: »Hjælp mig op, min Ven, og jeg skal hjælpe mig selv, naar jeg gaar ned igen.« Da Bøddelen bad ham om Tilgivelse, slog han det hen, men sagde til ham: »Du vil aldrig vinde Berømmelse ved at halshugge mig; min Hals er saa kort.« Derpaa lagde han sit Hoved paa Blokken og bad Bøddelen vente, til han havde faaet sit Skæg holdt til Side, »thi det har aldrig begaaet Forræderi!« MORRELET. Meddelt af Reveillé Parise i Anmærkning til S. 188. MOULIN, A. (Korrespondance til Revue philosophique.) Moulin meddeler en Oplevelse fra da han var 16^/2 Aar gammel, og skønt det ligger en Tid lang tilbage, bemærker han udtrykke- ligt, at han tør indestaa for, at det i alt væsentligt er korrekt meddelt. Sammen med en Onkel og flere Kammerater, der alle kunde svømme, hvad M. ikke kunde, var han paa en Fisketur i Loire. Han vovede sig ikke længere ud, end at Vandet naaede ham til Bæltestedet. Drillet af to af Kammeraterne glemte han Faren og styrtede sig ud; han syntes strax, at han havde Fodfæste paa den stenede Bund, men dette var ikke Tilfældet, Vandet var saa klart, at han ikke kunde bedømme dets Dybde; i Virkeligheden var det paa det Sted, han var, c. 3 Meter dybt. Han mærkede strax, at han sank, og følte sig fortabt; Floden, der er c. 90 Fod bred, forekom ham uhyre som et Hav med en mørk og truende Strøm og forfærdende langt borte. Han var som omtumlet af en uendelig Skvulpen, kæmpende, søgte at faa fat i noget, hvori han kunde holde sig, men fandt intet, og ved hvert Aandedræt og ved hvert Forsøg paa at kalde om Hjælp slugte han Vand. En »émoi tumul- tueux« havde bemægtiget sig ham, især foraarsaget af de pludselige og aparte Indtryk; han havde nu Hovedet under Vandet, og kun Hænderne, efter hvad der er ham fortalt, slog af og til op i Vandets Overflade. Nogen fysisk Smerte synes M. ikke at have følt, siger han, i al Fald ikke i dette Øjeblik; kun én Tanke, som dog ikke var særligt pinlig, bemægtigede sig ham, at han ikke skulde se sine Forældre mere. I hvert Fald er M. sikker paa, at et Resumé af hans tidligere Livs Begivenheder ikke er passeret Revue for ham som Syner; selv de vigtigste af hans