Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Moulin 119 Livs Begivenheder stod ikke for ham; han tror, at han kun har haft et eller to Syner; det ene var Onklen svømmende stærkt ved hans Side og raabende med høje Skrig til ham; dette var sikkert en Hallucination, thi M. véd, at hans Onkel var ligesom Baads- manden fordybet i Undersøgelse af en Hændelse ved Fiskenættet og ikke anede den Fare, hvori han svævede 300 Meter fra ham. Erindringen om, hvad der yderligere passerede, er taaget; en voxende Summen, et mer og mer tæt Mørke forjagede enhver Tanke fra hans Bevidsthed. Da han kom til sig selv igen, var han halvt siddende, halvt liggende paa Flodbreddens varme Sand; herhen havde hans to Kammerater med Besvær bragt ham. De havde i Begyndelsen slet ikke opfattet, at M. var ved at drukne; men da Strømmen førte M. til et Sted, der var bekendt for sin store Dybde, blev den ene af dem greben af Følelse af Faren, gik ud i Vandet og greb M. ved Armen; men M. havde taget saa stærkt fat i hans Arm, at han mistede Fodfæstet; den 3die fik meget at gøre for at redde de 2 andre. M. anede ikke, at han havde faaet Greb i Nogen eller Noget — og dog havde Grebet været saa kraftigt, at hans Kammerat nogle Dage efter viste ham Sporene af hans fem Fingre. Det er gentagne Gange fortalt M., at den hele Scene kun har varet 10 Minutter; M. vilde have svoret paa, at han havde været en langt længere Tid under Vand; han tror, at Illusionen kan for- klares ved, at han i en relativt kort Tid har udfoldet uordnede og overmenneskelige Anstrængelser med alle sine Lemmer. M. var mere end */s Time i en meget svag Tilstand. Han for- stod de Spørgsmaal, der gjordes, især hans Onkels, men han svarede kun med Enstavelsesord. M. led nu mere, i al Fald mo- ralsk, end han havde lidt i det kritiske Øjeblik. I hvert Fald erindrer M. kun denne sidst omtalte Lidelse; en Skræk, en usigelig Følelse af Rædsel ved Tanken om det Passerede og uden virkeligt Grundlag bragte hans Tænder til at klapre og rystede hans Legeme, saa at de Andre pakkede ham ind i den Tro, at han skælvede af Kulde (dette er vist ogsaa Forklaringen: Rystelsen efter det kolde Bad og Anstrængelsen bringer ham i hans svæk- kede Aandstilstand til at tro, at han ryster af Rædsel o. s. v.). M. blev vækket af denne Tilstand — en af de forfærdeligste, han har kendt i sit Liv — af høje Skrig om Hjælp; nogle Hundrede Meter derfra badede en 6—7 Drenge; den ældste af dem sank og de andre Børn turde i deres Rædsel ikke vove at hjælpe ham. Med et Spring var M. oppe, kastede de Klæder, der dækkede ham, tilside, og han løb, fulgt af sine Venner, der snart vare