Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

I 20 Mozart forud for ham. Han havde i nogen Tid uafladeligt indvendigt følt Ordene: »Du gode Gud! Du gode Gud!« (Bon Dieu! Bon Dieu!); de kom nu højt over hans Læber; han raabte det hæftigt uden iøvrigt at forbinde nogen dybere Tanke dermed. Da han var kommen tæt til Ulykkesstedet, forvred han Foden og faldt, saa at en Anden maatte tage ham op. MOZART, Wolfgang Amadeus (1756 —1791). (Fleischer: Mozart. S. 178.) »Dagen før sin Død sang Mozart »Lacrimosa« af sit Rekviem, men efter de første Takter af den saa vemodige Melodi begyndte han at hulke (schlucken) og lagde Partituret tilside.« Til sin Svigerinde sagde han sidste Aften: »Godt, at De er her; i Nat maa De blive hos mig for at se mig dø,« og da hun talte trøstende imod, sagde han afværgende, at han allerede havde Dødslugten paa Tungen, han lugtede Døden. MOZART, W. A. (Holmes. S. 557.) Mozart taler om, at han er bleven forgiftet i Efteraaret; den 21. November ere hans Hænder og Fødder svulne, han faar pludselig Kvalme og kan ikke bevæge sig. Han gaar til Sengs og kommer ikke op igen. I de 14 Dage, han laa, var hans Intelligens usvækket; han var rolig og resigneret. Allerede i Efteraaret havde han sagt til sin Hustru, at han skrev sit »Requiem« for sig selv; stundom overvældede dog Tanken om hans Hustrus og Børns usikre Frem- tid ham stærkt. KL 2 samme Dag, som var hans Dødsdag, fik han Besøg af nogle gode Venner, som vare ansatte ved Schikaneders Teater; de stode om hans Seng og sang sammen med ham selv noget af hans »Requiem«. Da de første Takter af »Lacrimosa« vare sungne, brast Mozart i en stærk Graad, og han holdt op. Hele Dagen havde han en stærk Følelse af, at Døden var ham nær; han søgte ikke Præstens Hjælp. Sent om Aftenen den 5. December 1791 kom hans Svigerinde til ham uden at tænke, at han var saa syg. Hendes Søster modtog hende; hun var urolig og sagde: »Gud være lovet, at Du kom. Siden Du tog bort, har han været saa syg, at jeg troede, han ikke kunde leve. Bliver det saaledes igen, saa dør han i Nat; gaa ind til ham og se, hvordan han har det.« Da hun kom hen til hans Seng, sagde Mozart: »Det er godt, at De er her; De maa blive her i Nat og se mig dø.« Da hun søgte at opmuntre ham, svarede han: »Smagen af Døden er allerede paa min Tunge — jeg smager Døden — og hvem vil være her