Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Nero-Nottingham 127 derpaa for stedse. Fem Minutter derefter var han død. Han døde saa stille hen, at Scott, som stadigt gned hans Bryst, ikke mær- kede, at han var død, før Kirurgen sagde ham det. Det var Kl. halv fire, akkurat ; Timer efter, at han var bleven saaret. NERO (romersk Kejser). (57—68.) (Suetonius—Baden. IL S. 117 e. s.) Nero var kun 32 Aar gammel, da han maatte dø. Suetonius skildrer hans Sindstilstand; han rejser afsted med Gift (som Locusta har tilberedt; smign. herom vort Kapitel om Forgiftning); han vil styrte sig i Tiberen, men betænker sig og flygter for- mummet til sin Frigivne Phaons’ Gaard. Da han raader ham til selv at befri sig for de Forhaanelser, der true ham fra alle Kanter, befaler han at lade grave en Hule, der skal være hans Grav; han græder, udbryder: »Ha, hvilken Virtuose dør med mig!« »Imens han saaledes nølede, bringer Phaons’ Løber en Seddel, hvilken han snapper fra ham og læser, at han af Raadet var er- klæret for Fædrenelandets Fjende og blev eftersøgt for at straffes paa Forfædrenes Viis. Hvorpaa han spurgte: Hvad dette var for en Slags Straf? Og da han havde erfaret, at den bestod deri, at et Menneske blev sat nøgen med Nakken ind i en Tvæg og pisket indtil Døden, forfærdedes han, men snappede to Dolke, han havde bragt med sig, og da han havde forsøgt begges Skarp- hed, stak han dem igen i Skeden, sigende: »at hans Time endnu ikke var kommen« . . . »det er Skam og Spot, at jeg lever; det sømmer sig ikke Nero, nej, det sømmer sig ikke; i saadanne Om- stændigheder bør man vise, at man er Herre over sig selv. Velan, velan, vær frisk tilmode!« Og nu nærmede sig allerede Rytteren, som havde Befaling at slæbe ham levende med sig. Hvilket da han fornam, udtalede han med Skiælven dette Homeriske Vers: »Hastige Gangers Trampen ryster mit Øre!« jog derpaa Dolken i Struben ved Hjælp af sin Memorial-Secretair Epaphroditus. Der var endnu Liv i ham, da Officeren brød ind, som lagde sin Kappe over Saaret og sagde paa Skrømt, at han var kommet ham til Hjælp. Men han svarede Intet uden: »for sildig« og »dette er Troskab!« Med disse Ord i Munden døde han, og Øjnene, som stode stive ud af Hovedet, vare gyselige at se paa.« NOTTINGHAM. (Goldsmith : History ... II. S. 310.) Grevinden af Nottingham sendte paa sit Dødsleje Bud med Bøn om, at Dronning Elisabeth vilde tale med hende; hun sagde Dronningen, at hun ikke havde sendt hende den Ring, som Jarlen