Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

126 Nelson raabte Nelson, idet han forsøgte at rejse sig overende i Sengen, »nej, kast De Anker, Hardy!« Captajn Hardy svarede: »Skal vi give Signalet, Sir?« »Ja,« svarede Admiralen, »for hvis jeg lever, vil jeg ankre.« Han gentog disse Ord flere Gange, selv efterat Hardy havde forladt ham, og den Energi, hvormed han sagde det, viste, at Følelsen af Pligt og Ansvar havde besejret hans tiltagende Svaghed. Kort efter sagde han til Hardy, at om faa Minutter vilde han være død. »Kast mig ikke overbord,« til- føjede han, »De véd, hvad der skal gøres.« Hardy lovede ham, at hans Ønske skulde blive opfyldt. »Drag Omsorg for min dyre- bare Lady Hamilton, Hardy; vær god imod stakkels Lady Ha- milton. Kys mig, Hardy.« Captajnen knælede og kyssede hans Kind. »Nu er jeg tilfreds; Gud være takket; jeg har gjort min Pligt!« Hardy rejste sig og stod nogle Øjeblikke stille og saa paa ham; derpaa knælede han igen og kyssede hans Pande. »Hvem er det?« spurgte Nelson. Captajnen svarede: »Det er Hardy!« »Gud velsigne Dem, Hardy.« Hardy vendte nu tilbage til Dækket. Nelson bad nu sin Oppasser dreje ham om paa højre Side. »Gid jeg ikke havde forladt Dækket, for jeg skal snart dø,« mumlede han sagte. Derefter blev han hurtigt svagere, hans Stemme var næppe hørlig og hans Aandedræt tungt. Til Kapel- lanen sagde han: »Doctor, jeg har ikke været en stor Synder,« og kort efter: »Husk, at jeg overgiver Lady Hamilton og min Datter Horatia til mit Lands Omsorg — glem aldrig Horatia!« Han gentog dette flere Gange; han bad Kapellanen sige til Mr. Rose men Smerte afbrød hans Tale, og efter en kort Pavse sagde han simpelt hen: »Mr. Rose vil huske —.« Han sigtede hermed til et Brev, han havde skrevet til ham, men som han endnu ikke kunde have modtaget. Han blev nu mere tørstig og bad om »Drikke, Drikke,« »vift, vift!« og »gnid, gnid« — det var Scott, som skulde gnide hans Bryst, hvad han havde gjort før til Lin- dring. Disse Ord udtalte han meget hurtigt, saa at de vare vanske- lige at forstaa; men af og til gjorde han, skønt det øjensynligt smertede ham, en Anstrængelse for at tale mere bestemt og sagde tydeligt: »Jeg takker Gud, jeg har gjort min Pligt!« Disse Ord gentog han flere Gange. De sidste Ord, som Scott, der stod bøjet over ham, kunde skelne, vare: »Gud og mit Land.« Femten Minutter efter, at Hardy havde forladt Nelson, kunde denne ikke mere tale; og da denne Tilstand havde varet i fem Minutter, blev Kirurgen kaldt til ham; han fandt ham med kolde Hænder og kunde ikke føle hans Puls; men da han lagde sin Haand paa hans Pande, aabnede Nelson Øjnene, saa op og lukkede dem