Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

. Nelson 125 at min dyrebare Lady Hamilton maa faa mit Haar og det andet, som tilhører mig.« Hardy haabede, at Mr. Beatty vilde kunne holde ham i Live. »O, nej,« svarede Nelson, »det er umuligt; jeg er skudt gennem Ryggen. Beatty vil sige Dem, at det er sandt.« Hardy vendte nu tilbage til Dækket, efterat de atter havde vexlet Haandtryk. Nelson bad nu Kirurgerne om at overlade ham til Assistenterne, for at de selv kunde være til Gavn, hvor der trængtes til dem. Lidt efter kaldte han paa Overkirurgen og sagde: »Jeg glemte at sige Dem, at jeg slet ikke kan føle eller bevæge Dele, der ligge nedenfor mit Bryst; og De véd jo godt, at jeg kun kan leve en kort Tid.« Lægen forstod, at han sigtede til et Tilfælde, der angik en Sømand, som faa Maaneder forud var saaret i Ryg- marven og saa var død efter mange Dages Lidelser. Nelson til- føjede: »Man vil dog gerne leve lidt længere . . . Hvad vilde stakkels Lady Hamilton sige, om hun kendte min Tilstand! . . . Beatty, De véd, at det er ude med mig!« »My Lord,« svarede Kirurgen, »til Ulykke for vort Land kan der ikke gøres Noget for Dem,« og han vendte sig bort for at skjule den Bevægelse, han ikke kunde gøre sig til Herre over. »Jeg véd det,« sagde Nelson, og idet han førte sin Haand til sit Bryst: »Jeg føler noget her i mit Bryst, som siger mig, at jeg ikke kan leve. Gud være lovet, jeg har gjort min Pligt.« Disse sidste Ord gentog han flere Gange. Da Fjendens Skibe benved Kl. 3 skød paa de engelske Skibe og »Victory« skød igen, udbrød Nelson: »O, Victory, Victory, hvor Du piner min stakkels Hjerne!« og lidt efter tilføjede han: »Hvor Livet dog er kært for alle Mennesker!« Under den fort- satte Skydning sendte Nelson et Bud til Collingwood for at underrette ham om Admiralens Tilstand og bringe ham et sidste Farvel; men han sendte ikke nogen Ordre, der overlod ham Kommandoen. Henved Kl. 4 kom Hardy atter ned til Nelson; han var endnu ved Bevidsthed, men det var klart, at han snart maatte dø. Ven- nerne vexlede atter Haandtryk, og Hardy ønskede den døende Admiral til Lykke for den glimrende Sejr og fortalte, at de havde taget 14 eller 15 Skibe. »Det er godt,« sagde Nelson, »jeg havde ventet 20«; derpaa udbrød han: »Kast Anker, Hardy, kast Anker!« Hardy følte sig forlegen ved at skulle give Ordre, nu da Collingwood vidste, at Chefen laa for Døden. »Jeg tænker, my Lord, at Admiral Collingwood nu selv vil tage Ledelsen af Affæren paa sig.« »Ikke saalænge jeg lever, skulde jeg tro, Hardy,«