Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

1 24 Nelson som knælede ved Nelsons Side, sagde han: »Doctor, det er ude med mig,« og derpaa tilføjede han med sagte Stemme: »Jeg efterlader Lady Hamilton og min adopterede Datter, Horatia, til mit Lands Beskyttelse (as a legacy to my country). Der var ikke Haab om at kunne helbrede ham, man kunde kun lindre; de talte ikke til ham, undtagen naar han selv hen- vendte sig til dem; Kapellanen, til hvem Nelson ofte sagde: »Doctor, bed for mig,« bad af og til en kort Bøn ved hans Side. Af og til ytrede han Tegn paa, at han led stærk Smerte, dog dvælede hans Tanker mere ved Hjemmet og ved Kampen end ved hans egne Lidelser og forestaaende Død. Han var ved sin Bevidsthed indtil 15 Minutter, før han døde; før den Tid, da han ikke længere kunde tale, lagde han ofte Mærke til, hvad der foregik omkring ham, og til de Lyde, der naaede ned til ham fra Dækket. Tæt ved ham laa den haardt saarede Løjtnant Pasco; da der hørtes et stærkt Hurra, spurgte Nelson ham, hvad der var sket; Pasco svarede, at et Skib af Fjendens var overvundet, hvorover Nelson udtrykte sin Tilfredshed. Han blev snart mere og mere ængstelig for Udfaldet af Kampen og for Captajn Hardy’s Skæbne; Hardy var jo nu Øverstkommanderende. Han bad flere Forskellige om at gaa til Hardy og bede ham komme ned til sig; det varede længe, inden Hardy kunde forlade sin Post; Nelson blev mere og mere ængstelig for hans Skæbne og udbrød ofte: »Vil Ingen bringe Hardy til mig? han maa være dræbt, han er sikkert dræbt.« Endelig kom en Midshipman til ham med Bud, at »Omstændighederne tvang Captajnen til at blive paa Dækket, men han skulde, saa snart det var ham muligt, komme til Lor- den« ; Nelson, som hørte Stemmen, spurgte, hvem det var, der talte. Det var en Søn af en Sømand, som for lang Tid siden havde været paa Togt sammen med Nelson; Nelson bad ham sende sin Hilsen til hans Fader. Endelig kom Hardy ned; de to prøvede Venner trykkede hinanden hjerteligt i Haanden. »Naa, Hardy, hvordan staar det til med Kampen? hvordan er Dagen gaaet?« »Meget godt, my Lord.« svarede Hardy, »vi have 12 eller 14 af Fjendens Skibe i vor Magt; men 5 af deres Avant- garde ere slupne igennem, og det ser ud, som om de ville styre imod »Victory«. Jeg har derfor kaldt 2 af vore friske Skibe til, og jeg tvivler ikke om, at vi kan give dem en Dukkert.« »Jeg haaber, at ingen af vore Skibe ere ødelagte?« »Nej, my Lord, der er ingen Fare for det,« var Svaret. Derpaa sagde Nelson: »Jeg er en Dødsens Mand, Hardy; jeg skal snart gaa bort; det vil snart være forbi med mig. Kom nærmere til mig. Jeg beder,