Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Observation VI 134 dende Fornemmelse; der kom Forstyrrelser ved Vandladningen; for 3 Maaneder siden begyndte Benene at hovne; trods Senge- leje og passende Behandling i den sidste Maaned er hun dog endnu meget daarlig med blaalig Ansigtsfarve og Aandenød, da hun kommer ind paa Hospitalet; under den anvendte Behand- ling rotter hun sig, af og til befinder hun sig endog ret vel, men i Midten af Februar bliver hun atter daarligere; der er Hjerte- banken, Aandenød, Huden bliver Sæde for Svulst, og der samler sig Vand i Legemets Hulheder; i Midten af Marts er hun meget træt og besværet; den blaalige Farve af Ansigtet tiltager; hun bliver af og til ængstelig tilmode, og den Tanke, hun af og til har haft, at hun ikke kan blive rask igen, giver sig atter Udtryk; dog lindres hun godt ved Morfin o. a. Dagen, før hun dør, er hun ikke ganske klar; hun taler ikke med sine Slægtninge. Den 3. April faar hun midt paa Dagen og om Aftenen Morfin. Hun sover godt om Natten; den 4. April om Morgenen ligger hun bevidstløs; Pulsen kan ikke føles; Aandedrættet er noget paa- skyndet (32); Pupillerne ere sammentrukne; hun ligger saaledes flere Timer, indtil hun dør stille KL 11 om Formiddagen. Ved Obductionen findes Forandringer i Hjerteklappernes For- hold og i Hjertets Størrelse; Degeneration af Hjertekødet; Vand- ansamlinger i Lungesækkene, Underlivet og Hudens Væv; Vand (Oedem) i Lungerne; Blodoverfyldning i de andre Organer. Fra den Sygeplejerske, som passede den Syge og stod hende ret nær, er det mig meddelt, at medens hun i den første Tid af sit Hospitalsophold glædede sig meget ved Besøget af sine Nær- meste, svækkedes hendes Interesse for dem i den sidste Maaneds- tid, uden at hun dog gav dette tilkende; dette faldt sammen med, at det efterhaanden blev hende klart, at hun ikke kunde blive helbredet; under sine Anfald af Kortaandethed var hun ofte mod- løs og talte om, at hun skulde dø; i Begyndelsen var hun mod- tagelig for Sygeplejerskens Trøst, men senere var hendes Svar kun et træt Smil. I de sidste Uger før sin Død — hun havde bestemt, at hendes Lig skulde brændes — tog hun flere Gange Afsked med sin Mand og sine Børn og bestemte, hvorledes hen- des kæreste Ejendele skulde fordeles imellem dem. Hun blev nu mere og mere sløv, var meget forpint og spændt af Vandansam- lingerne, men stadigt taalmodig og hensynsfuld; hun fik ret ofte Morfinindsprøjtninger. »Langfredag« var hun stærkt bevæget. — Hvad der blev læst for hende den zctie Dag før Døden syntes ikke at naa hendes Bevidsthed. Dagen, før hun døde, fik hun et meget stærkt Anfald af Angst og Smerter; hun raabte: »Jeg dør,