Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

i Observation X Skrig, men uhyggeligt Brøl); der viser sig da Kramper baade af Ansigtet, Legemet og Lemmerne, med Stivhed og Ryk; Ansigts- farven er mere eller mindre blaa. Naar hun er falden til Ro, lig- ger hun stille hen og sover, ganske som om der ikke var pas- seret Noget. Da hun udspørges om, hvad hun selv véd derom, viser det sig, at hun aner slet Intet; hun er ikke en Gang bleven vækket af sin Søvn; der har ikke været nogensomhelst Fornem- melse af Smerte eller Andet; hun véd heller ikke, at hun har udstødt det omtalte Brøl; hun har kun nu, da hun er paa Veje til at blive klar igen, en Følelse af at være døsig, tung i Ho- vedet, »det vælter fra den ene Side af Hovedet til den anden«, i Panden. Denne Følelse af Tunghed fortager sig kun langsomt; det er nogle Gange først efter flere Døgns Forløb, at hun atter føler sig helt rask. Hvis hun døde i et saadant Anfald, vilde hun altsaa kunne siges at være død, medens hun sov. OBSERVATION X. En lille Pige (8 Aar), indlagt den 28. Juli 1901 for Hofteleds- betændelse,. bliver 3 Maaneder derefter (den 29. Oktober 1901) opereret for denne (Resectio coxæ). Alt gaar godt, Saaret er i god Heling, og hun synes at befinde sig meget vel, indtil hun i Slutningen af November Maaned begynder at tabe Appetitten, døser, faar Feber og Hovedpine; den 4. December noteres: Var i Gaar Formiddag uklar, laa stirrende; paa Spørgsmaal af Syge- plejersken svarede hun kun: Nej! Ved Lægebesøget i Dag var hun tilsyneladende i Velbefindende og lige saa indladende som ellers. Den samme Dags Eftermiddag fra Kl. 3—6 vilde hun ikke tale med Nogen, heller ikke med Moderen; men blev saa atter naturlig. De følgende Dage faldt hun mere og mere hen i Døs, pillede med Hænderne i sit Ansigt, i sin Forbinding, paa Senge- tæppet; naar man spurgte hende, om det gjorde ondt, rystede hun paa Hovedet; kunde ogsaa svare Sygeplejersken med En- stavelsesord; med Moderen vilde hun Intet have at gøre, én Gang bed hun hende i Fingeren. Der var aldrig Kramper eller Tænderskæren; hun synes at ligge døsig hen uden Smerte, vilde Intet nyde, Øjnene holdtes halvaabne. Den 8. December skelede hun af og til lidt; paa Spørgsmaal svarede hun kun ved smaa Haandbevægelser. Da man beder hende række Tungen frem, gør hun det og holder den fremme; da man spørger hende, om hun har ondt i Hovedet, faar man intet Svar. Den 9de bliver hun KL 3 helt uden Bevidsthed; der er ikke nogen Reaktion paa