Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

142 Observation XIII at hun ikke kan høre; hun bliver mere døsig; ingen Kramper. Man skifter Forbindingen, uden at hun reagerer derpaa, og ind- fører et nyt Dræn; da man er færdig, slaar hun Øjnene op og siger: »Tak!« Man spørger, om hun har mærket Smerter; hun svarer: »Nej 1« Man har observeret smaa Trækninger i begge Arme og i Legemet; venstre Øjelaag hænger lidt slapt. 11. April. 38.5/37.9. Resten af Dagen i Gaar var hun klar og befandt sig ret vel; hun svarede paa Tiltale, dog først efter nogen Betænkning. Der har været lidt Skelen; kort efter, at Forbindingen var skiftet i Gaar, traadte højre Øje noget frem i Øjehulen. Ved Besøget om Morgenen er hun døsig, angiver, at hun har Smerter i Nakken og i Ryggen; hun har ikke klaget derover, men skal have været lidt uklar. Man finder vel hendes Til- stand betænkelig, men bliver dog meget overrasket ved, at hun Kl. li1/» Formiddag, umiddelbart efter et Hosteanfald, falder sammen og dør. Ved Obductionen findes en Byld i Hjernens højre Pandelap; Materien strækker sig bagtil paa begge Sider af den Hinde, der skiller Hjernens to Halvdele fra hinanden; den tykke Hjerne- hinde er paa sin konvexe Overflade indfiltreret med Materie. OBSERVATION XIII. Frøken, 33 Aar gammel, indlagt i September 1901 med Re- cidiv af Svulst i Brystkirtlen (4 Gange forhen opereret andet- steds), har nu en stor Knude, som hun tror er fremskydende Kødmasser i Saaret, der nok senere ville læge. Hun er bleven ganske døv, men har ikke særligt triste Tanker i den Henseende. En stærk Pandehovedpine lindres ved Morfinindsprøjtninger og Is paa Hovedet; den svinder senere helt af sig selv. Der kommer Lamhed af venstre Ben; hendes nu noget sløvede Hjerne sanser det ikke; der kommer Krampeanfald, som se højst uhyggelige ud for Omgivelserne; de ende med, at hun bliver blaa i An- sigtet og har ondt ved at trække Vejret; men naar de have naaet saa højt, at man tror, hun vil blive kvalt, vige de ret hurtigt; Aandedrættet bliver roligere og roligere, Farven friskere, og til- sidst ligger hun roligt med frisk Udseende som en Sovende; under Anfaldet har hun stedse været og er fremdeles en lang Tid uden Bevidsthed. Hun bliver sløvere og sløvere i Mellem- rummene mellem Anfaldene; i sidste Døgn viser hun kun svage Tegn til at kende sine Slægtninge, kan fremstamme et enkelt utydeligt Ord; Ansigtet viser ingen Tegn til Smerte. Søsteren, som stedse har været hos hende, var tilstede i de sidste 6 Timer