Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Observation XXII 149 forlangte han Bækkenet og havde en sparsom naturlig Aabning. Da han blev hjulpet af Bækkenet, blev han mere bleg, meget bleg, uden dog at forandre Ansigtsudtryk; da han var lagt ned, kom der en Del Materie ud af Kanylen, han aabnede Munden et Par Gange og var død. — Sygeplejersken mener, at der medgik et Kvarter fra den pludselige Forandring til Dødens Indtræden; hun mener, at han ikke selv har troet at være Døden saa nær. OBSERVATION XXII. En 58 Aar gammel, ugift Arbejdsmand indlægges den 10. Juni 1901. Umiddelbart før Indlæggelsen er han falden ned fra en Højde paa 5—6 Alen; han mener at være falden paa Hovedet, har stødt dette stærkt imod en Bjælke, men kan iøvrigt ikke op- lyse nærmere derom. Han mistede ikke Bevidstheden, men mær- kede strax, at han ikke kunde støtte paa Benene. Han følte en ringe Smerte i Hovedet og Nakken, men ikke andre Steder. Paa Hovedet fandtes et ret stort Saar (12 Ctm. langt) af den Slags, som man ofte ser, og som under passende Behandling læge uden Reaktion. Der var ingen Tegn til Brud af Kraniet. Der var komplet Lamhed og Følelsesløshed af Benene; han havde snur- rende Fornemmelser i Arme og Hænder, men kunde bevæge disse frit. Han kunde ikke mærke Berøring i Partiet nedenfor 4de Ribben. Man fandt ingen Tegn paa Fractur eller Luxation af Hvirvlerne. De følgende Dage var Temperaturen lidt forhøjet, men iøvrigt var Tilstanden uforandret; han spiste og sov godt, var ganske klar, saa naturlig ud og syntes paafaldende lidt berørt i psykisk Henseende af sin Lamhedstilstand, over hvilken han dog var ganske klar. Den 12te om Eftermiddagen begyndte han at klage over Trykken for Brystet og Hoste; om Aftenen spurgte han, om han ikke kunde faa Noget, der kunde hjælpe ham til at faa den Slim frem, der stod i Brystet, og som man ogsaa kunde høre ralle. Man kunde ved Undersøgelse konstatere, at Brystkassen ikke kunde bevæges, Lamheden havde angrebet dens bevægende Muskler, Aandedrættet foregik kun ved Hjælp af Mellemgulvet. Iøvrigt var hans Tilstand uforandret; han var ganske klar, hans Puls god. KL 8 fik han nogle Kamferdraaber, Kl. 111/2 en Kamferolieinjek- tion, som han angav lettede hans Aandenød; han var ganske rolig og sagde senere til Sygeplejersken, at »han nu vilde lægge sig til at sove til i Morgen«; 5 Minutter derefter var han død (KL 1). Sygeplejersken mener, at Patienten slet ikke har tænkt sig, at Døden var ham nær; den Maade, hvorpaa han talte med Lægen om sit Befindende, tyder i samme Retning.