Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

166 Observation XLII sit Ønske derom senere maatte faa et Pulver, hun tidligere havde faaet og som hun havde Tillid til, faldt hyn atter til Ro og følte sig paa Forespørgsel ret vel tilpas. Men faa Timer efter blev hun daarligere; jeg saa hende igen Kl. 7; hun var da uklar; hun be- vægede jevnligt sit Hoved fra Side til anden, som om hun saa efter noget; og naar hendes Øje traf mit, saa hun vel ud, som hun genkendte mig, men Blikket blev hurtigt omtaaget; én Gang sagde hun efterat have set hen i Værelset: »Og saa ere de saa glade og spiller!« Den vagthavende Kandidat, som var tilstede sammen med Sygeplejersken og mig, sagde senere, da vi talte om hende: »Det er jo som Dronning Dagmar! fuldstændig Eufori, hun saa salig ud og hørte dejlig Musik.« Jeg havde en anden Opfattelse af hendes Ytring; jeg tænkte mig, dømmende af Tone- faldet, at hendes Tanker i det korte Øjeblik vare optagne af Erindringer om Juleaften, da hun endnu laa paa Stue sammen med andre Patienter, og at hun, som med Alvor havde tænkt over, hvad der forestod hende og ikke selv havde megen Tillid til et lykkeligt Udfald, med en vis Uvillie, eller hvad man skal kalde det, havde set de andre saa glade (efter senere Forespørgsel var der spillet »Halma« af nogle af Patienterne, som iøvrigt alle, som meddelt ovenfor, vare af den Art Mennesker, der havde taget Hensyn til vor Patients lidende Tilstand). Sygeplejersken, som var tilstede sammen med os, havde slet ikke hørt den her om- talte Ytring ... jeg anfører alt dette for at vise, hvor forskellig Opfattelse kan være — hvor varsom man skal være med at for- tolke. Jeg konstaterede iøvrigt paa dette Tidspunkt ogsaa, at hendes Hørelse var stærkt aftaget; paa mit Spørgsmaal, om hun følte Smerter, drejede hun Hovedet og sagde: »Hvad behager?« og først da jeg talte meget højt, forstod hun Spørgsmaalet. Hun havde ingen Smerter. Vi fik nu at vide, at Modemen var udenfor; jeg bad hende komme ind, lod hende, ved at føre hende hen til Datteren, forstaa, at hun var meget daarlig. Moderen spurgte, om det snart var forbi; Datteren ænsede, heldigt nok, paa Grund af sin aftagne Høreevne ikke dette Spørgsmaal. Jeg bad Moderen blive, og vi andre forlode da Stuen. Efter Sygeplejerskens Meddelelse blev Moderen ikke genkendt af Datteren; Sygeplejersken blev derinde og iagttog, at den Syge vedblev at være uden Bevidsthed, med paaskyndet Aandedræt; men hun laa nu roligt, og uden at ytre noget eller paa anden Maade give Tegn paa tilbagevendt Bevidsthed døde hun roligt Kl. 7V4.