Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

168 Observation XLIV hun gentagne Gange for Læger havde oversat medicinske Af- handlinger paa Tysk; blandt andet havene hun oversat et større Arbejde om Blindtarmsbetændelse. Den udviklede Forgiftningsproces bevirkede, at Smertefornem- melsen var meget ringe; hun var midt paa Dagen den 9de nok noget øm for Tryk i højre Side af Underlivet, dér, hvor Blind- tarmen sidder, men Smerter havde hun egentlig ikke. Tvertimod sagde hun flere Gange, at hun nu kunde mærke, at hun kom sig; hun vidste, at der som oftest er Smerter forbunden med Sygdommen, men da Smertefornemmelsen som sagt var afstumpet, troede hun, at Alt gik godt. Hertil bidrog, at den tagne Tem- peratur altid blev hende opgivet lavere, end den virkelig var; den moderate Temperatur og det subjektive Velbefindende var hende kendelig til stor Trøst. Den 10de var der endog ingen videre Ømhed ved Tryk paa Underlivet. Hun henlaa roligt, snakkede en Del, men var fuldstændig klar og smilede venligt til de nær- staaende. Ikke en eneste Gang nævnede hun, at hun troede, hun skulde dø. Betegnende er det, at hun ikke med et Ord berørte sine nære Slægtninge i Udlandet; hun sagde ikke, at der skulde skrives til dem, eller at de skulde komme, og dog vare disse Slægtninge hende meget kære. For Omgivelserne var det klart, at alt Haab om Helbredelse var udelukket; selv henlaa hun uden Klager, uden Smerter, med Tro paa, at hun nok kom over Sygdommen. Den 1 ode om Aftenen var der et Par generende Opkastninger; men den paafølgende Nat gik som de foregaaende Timer med et tilsyneladende Velbefindende. Pulsen var hurtig og lille, Tempe- raturen høj, men Smerter var der ikke, og hun klagede ikke. Søvnen var urolig, den meste Tid laa hun vaagen og snakkede ustandseligt, for det meste kun faa Sætninger ad Gangen; af og til var der lidt Uklarhed. Den 11 te om Morgenen ved Syvtiden mistede hun Bevidst- heden; hun laa, som hun sov, dog med hørligt Aandedræt, og døde et Par Timer senere. Der var ingen Dødsrallen, intet Suk; Aandedrættet blev langsommere og langsommere, saa standsede det pludseligt, og der kom en Opgylpning. Under hele Sygdommen har der næppe været andre Smerter end de, der vare til Stede den 8de, og som ophørte den 9de om Morgenen. Hun klagede over Tørst og vilde tidt have Ispiller, men det var vist ogsaa den eneste Klage, der kom over hendes Læber. Fra den 10de om Aftenen fik hun ikke mere Opium. Alle de Tilstedeværende vare enige om, at Døden var indtraadt