Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Observation LXXXXIV 20C) derefter er han helt klar; Erindringen om, hvad der er passeret, er kommen successive; den 5. Februar fortæller han selv, at han virkeligt har lejet Værelset i den Hensigt at tage sig selv af Dage ved at dreje Spjældet for Ovnen; men han vil ikke (eller kan ikke?) oplyse, om han har gjort det eller ej. OBSERVATION LXXXXIV. Meddelt af Patientens Læge. Ok- tober 1902. En c. 40 Aar gammel Grosserer, der for kort Tid siden er flyttet ind i en Lejlighed i et ny opført Hus, gik en Morgen for 12 Dage siden fra sit Sovekammer ind i det tilstødende Bade- værelse for at tage et tempereret Styrtebad. Badeindretningen havde tidligere været benyttet flere Gange uden Ulemper. Ved Indtrædelsen bemærkede han, at Luften i Værelset havde en underlig, skarp, gasagtig Lugt, men tænkte ikke videre derover. Han benyttede Styrtebadet et Par Minutter, standsede saa, fordi han »følte sig sløj i Stedet for forfrisker ved det«. I det samme kom hans Hustru fra Soveværelset. Paa hendes Spørgsmaal om, hvad han syntes om Badet, svarede han, »at det var rigtig skidt«. Han var bleven tung i Hovedet efter det. Hun gik ud for at hente et Haandklæde; just som han havde modtaget dette af hende, sank han om paa Gulvet. Han angiver at have haft en Følelse, som om alle Musklerne i hans Legeme stivnede. Dette varede et Par Minutter og var ikke forbundet med Smerte; der var ingen Trækninger. Denne Tilstand afløstes nu af en fuldstændig Slappelse, hans Arme og Ben »vare tunge som Bly«, »de laa som døde«, han kunde ikke bevæge eller løfte dem, og han følte, at de »bleve kolde som Is«. Han befandt sig i en halvt bevidstløs Tilstand, kunde se og til Nød høre, hvad der foregik, men skal ikke have svaret paa Tiltale. Han laa og tænkte paa, at han kunde føle sit Hjerte slaa svagere og svagere, mindes tydelig at have troet for sikkert, at han »nu skulde dø«. Han følte ingen Smerte noget Steds, var ikke angst, følte sig meget træt, nærmest paa en be- hagelig Maade, og undrede sig ved sig selv over, »at Døden ikke var værre«. Han tænkte ikke paa sin Familie, var lige glad ved Alt. Han laa med aabne Øjne, men fulgte dog ikke videre med hvad der foregik i Sovekamret, hvortil han strax var bleven baaret. Intet Drømmesyn, ingen uvilkaarlig Afgang af Udtøm- melser. Aandedrættet har næppe været standset helt. Paa Fa- milien gjorde han Indtryk af at være bevidstløs. Oscar Bloch: Om Døden. II.