Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Observation LXXXXVII 217 min Hat i Stedet for at redde min Broder. En lignende Følelse husker jeg, da jeg et Øjeblik efter saa noget mørkt glide hen imod mig og forstod, at det var en Baad, der kom for at redde mi'g; jeg gjorde nemlig ikke noget Forsøg paa selv at hjælpe med til at komme op i Baaden — hvad jeg vel forøvrigt heller ikke har været synderlig i Stand til —, idet jeg tænkte, at hvis Folkene mærkede, at jeg endnu havde Kræfter nok dertil, vilde de ikke tro, at jeg havde gjort, hvad jeg kunde, for at redde min Broder. Bagefter skammede jeg mig ved disse Følelser, som jeg heller aldrig har omtalt til andre. Først senere er det gaaet op for mig, at jeg, for at tale juridisk, ikke har været fuldt til- regnelig i hint Øjeblik. Resten er snart fortalt. Jeg blev kastet op i Baaden, hvor Folkene strax erklærede, at min Broder maatte være druknet, og at det ikke var til nogen Nytte at søge efter ham. Jeg bad dem dog gøre det, og vi roede i nogen Tid omkring, idet der med Aarerne blev søgt efter min Broder paa Bunden, uden at han dog fandtes; jeg sad sløv og trist i Baaden, troede heller ikke paa at finde ham levende, men syntes dog, det var min Pligt at faa dem til at blive ved. Tilsidst maatte jeg indvillige i at gaa i Land. En tilfældig tilstedekommen Bekendt fulgte mig hjem og hjalp mig at skifte Klæder; min Logisværtinde fortalte mig bagefter, at Støvlerne og Benklæderne helt op til Knæet havde været sorte af Mudder. Derefter kørte jeg hen til min anden Broder for at meddele ham, hvad der var sket. Næste Morgen tidlig tog jeg ud til Østerbro for at se, om man havde fundet min Broder; jeg havde iøvrigt i Nattens Løb faaet hidset mig op til ikke at ville tro, at han virkelig kunde være død, og gik ud ad Østerbrogade i en Slags uforklarlig Tilstand af Vished om, at han var død, og en exalteret Tro paa, at han alligevel paa en eller anden vidunderlig Maade havde beholdt Livet. Da mødte jeg en Rustvogn, og ved at spørge mig for fik jeg at vide, at den indeholdt Liget af en ung Mand, der var funden druknet ud for Kalkbrænderihavnen. Jeg fulgte med ind til gi. Alminde- lig Hospital i Amaliegade; Lægen, som jeg kendte, og som iøvrigt var Medejer af den paagældende Lystbaad, fulgte mig over til Ligstuen og løftede Klædet fra det nys indbragte Ligs Ansigt. Det var min Broder; hans Udtryk var roligt som en sovendes. 1 nogle Dage hostede jeg lidt blodigt Opspyt op, men iøvrigt havde jeg ikke nogen Mén i legemlig Henseende af det pas- serede.