Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

2 I 8 Observation LXXXXVIII Som De kan tænke Dem, har hele denne Begivenhed med alle dens Enkeltheder brændt sig ind i min Erindring, saaledes at jeg endnu, 19 Aar efter, føler det hele levende for mig.« OBSERVATION LXXXXVIII. Nedskreven af den, der har op- levet Ulykkestilfældet. »Den 27. Juli 1902 kuldsejlede jeg paa Furesøen Kl. 11 om Formiddagen. I Baaden var foruden mig selv to Drenge, 11 og 12 Aar gamle. Da Baaden gik rundt, bleve vi alle tre kastede ud af den, medens den selv med Bunden i Vejret flød ovenpaa ved Siden af os. Min første Tanke, da jeg laa i Vandet, der vel var en c. 14 0 varmt, var at faa Tag i Drengene; dette lykkedes mig heldigvis ogsaa strax, idet jeg med den venstre Haand fik fat i den enes Haand, medens den anden selv fik fat i min venstre Skulder; med min højre Haand fik jeg Tag i Kølen paa Baaden, og jeg husker nu, at jeg koncentrerede min Tanke paa at søge at komme op paa Baaden og samtidig hale Drengene med op; jeg følte imidlertid nu, at mit højre Ben var hindret i Bevægelse ved, at et Tov under Baaden havde snoet sig fast om det. Slippe Drengene, lige saa lidt som at slippe Taget i Baaden, turde jeg ikke, saa det eneste, jeg havde at gøre, var at arbejde med Benet med al min Kraft for at faa det løst. Min Tanke var: »Det maa lykkes Dig! hold ud! hold ud!« En 5 Minutters Tid varede vel denne Situation, men min Tanke var saa optaget af det, jeg koncentrerede den paa, at jeg slet ikke fik Tid til at gøre mig klart, hvor farlig Situationen i Virkeligheden var. Jeg var, da vi kuldsejlede, dødtræt i begge Armene, i den højre, fordi jeg med den i de sidste 5 Minutter før Kuldsejlingen havde holdt det løste Skøde til Sejlet i den, og det trak med en for- færdelig Kraft i den, og i den venstre, fordi jeg med den havde holdt paa Roret, der under en saa voldsom Byge ogsaa gør en voldsom Modstand, naar Baaden skal styres for Vinden. Jeg var altsaa, da jeg blev kastet i Vandet, til Dels udmattet. Da Kræf- terne efter de c. 5 Minutters Forløb begyndte at svigte mig, gjorde Baaden — efter hvad de, der frelste mig, sige, og som nu vare et Par Hundrede Alen fra mig, uden at jeg dog havde set dem — en Drejning helt rundt, og derved blev jeg af Tovet om mit Ben trukket ned under Vandet. Min sidste Tanke var da kun: »Jeg kan ikke arbejde mere, jeg maa slippe.« Det susede for mine Øren, og jeg besvimede omtrent med samme slet ikke ubehagelige Følelse, som naar man bliver bedøvet hos en Tand- læge. Jeg havde i det Øjeblik aldeles ingen Tanke eller Skræk