Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

2z6 Prip-Prschvalskij udrette alt, hvad han skulde; han fik Kulderystelser, gik til Sengs; Feberen var stærk, og om Natten talte han vildt; næste Morgen, da Earle spurgte ham, hvordan han havde det, var det øjensyn- ligt, at han anstrængte sig for at huske; derpaa sagde han: »Min Hukommelse er meget tilbøjelig til at svigte; jeg kan mærke, at jeg er meget tilbøjelig til at tale nonsense, hvis jeg ikke an- strænger mig for at samle mine Tanker og fixere dem.« Under Resten af sin Sygdom viste det sig, naar han var klar, at han formaaede at gøre gode Observationer; han beskrev sin Smertes Forhold meget korrekt i anatomisk Henseende. Skønt hans Feber vedblev at være meget stærk, trods hans tre Lægers omhygge- lige Behandling, var han dog flere Dage ikke i Tvivl om, at han kom sig. Men den yde Dag sagde han: »Mit Lys er ved at slukkes; jeg haaber, det har brændt til Gavn for Andre!« (»My lamp is almost extinguished; 1 hope it has burned for the benefit of others.« Den følgende Dag, den 22. December, udaandede han. PRIP. (V. Bang: Præstegaardsliv i Danmark og Norge. Kbhv. 1891. S. 295.) Søren Pedersen Prip var 16; 1 —1680 Præst i Urlev ved Horsens; da Pesten kom, rasede den især i Præstegaarden; »hans Families Medlemmer og alle Husets Folk døde, den ene efter den anden; Naboer og Sognemænd skyede at komme i Nærheden af den pestbefængte Præstegaard; Hr. Søren havde truffet Aftale med en Snedker i et Nabosogn, at han skulde, naar han saa et Signal blive hejst ved Præstegaarden, bringe en Ligkiste hen til et bestemt Sted, hvor da Præsten hentede den for at stede den Afdøde til Jorde; tilsidst var han da ene tilbage i hele Præste- gaarden; han gik da hen paa Kirkegaarden, gravede en Grav til sig selv, hejsede Signalet og kørte hen for paa sin Vogn at hjem- føre sin egen Ligkiste, som han imidlertid den Gang ikke fik Brug for, da han overlevede hin Elendighed en Snes Aar endnu«. PRSCHVALSKIJ. (Grønlund: Prschvalskij’s Rejser. S. 215.) Om den russiske Opdagelsesrejsende skrives der: »Paa en Fasanjagt den 17. Oktober (under Forberedelser til en femte Rejse i 1888) i Nærheden af Karchol var P. bleven forkølet, og da man den 22de var kommen til Byen, blev Sygdommen værre og værre og gik over til Tyfusfeber. Da Døden nærmede sig, fantaserede han, og hans forvirrede Tanker drejede sig navnligt om Rejsen; kun i enkelte Øjeblikke var han ved Bevidsthed. Pludselig rejste han sig op, støttet af nogle af de gamle Soldater,