Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Raleigh-Ravaillac 237 stod nogle Øjeblikke opret, saae paa Alle og sagde: »»Nu gaar jeg heden.«« Man fik ham lagt ned igen, og kort efter drog han nogle dybe og tunge Suk og døde.« RALEIGH. (Goldsmith. IL S. 334.) Sir Walther Raleigh (1552—1618), efter de Flestes Mening uretfærdigt dømt til at exekveres for Konspiration, døde med den samme Sindsstyrke, som han havde vist i sit Liv. Da han følte paa Øxens Æg, sagde han, at den var skarp, men et sikkert Middel imod alle Onder; hans Tale til Folket var rolig og vel- talende, og han lagde sit Hoved paa Blokken med den højeste Grad af Ligegyldighed. Hans Død vakte almindelig Harme. RAVAILLAC. (Der neue Pitaval. Bd. 15. Neue Folge. Th. 3. 1850. S. 47.) Henrik den IVde, kronet den 10. Maj 1610, havde 17 Gange været Genstand for Attentat (!); Kroningsdagens Eftermiddag kørte han ud sammen med flere Herrer; han havde ladet Gar- dinerne for Vognens Vinduer trække op; i rue St. Honoré maatte Vognen holde, fordi to belæssede Vogne vare i Kollision; Tje- neren sprang af Vognen for at gøre Passagen fri, og dermed var Vognen uden Bevogtning. En Mand trængte sig hastigt gennem Menneskemængden, sprang med den ene Fod op paa en af Bag- hjulets Eger paa den Side, hvor Kongen sad, holdt sig med sin venstre Haand fast til Kuskesædet og stødte med sin højre Haand en dobbeltægget Kniv i Kongens Bryst. Manden havde opholdt sig ved Louvres Port fra om Morgenen og tilstod senere, da Kareten kørte gennem den, at have raabt: »Nu har jeg Dig!« Kniven gik ind imellem 2det og 3die Ribben; Stødet var død- bringende. Et andet Stød havde kun et let Saar til Følge. Her- tugen af Montbazon, der havde hævet sin Arm for at beskytte Kongen, fik et tredie Stød, der dog kun traf hans Frakkeærme. Kongen raabte: »Jeg er saaret«; det var hans sidste Ord. Man kørte tilbage til Louvre, og Herrerne i Vognen sagde til Folk, at han kun var saaret, men han var alt død eller døde i samme Øjeblik, han kørte ind i Slottet. Morderen var Fran^ois de Ravaillac, 32 Aar gammel. Paa Pinebænken led han forfærdeligt og angrede sin Handling. Det fortælles, at han paa Vejen til Skafottet undrede sig over at se, hvor rasende Folket var paa ham; han havde ikke troet, at Kætterkongen var saa elsket. Han syntes rolig og fattet; paa Skafottets Platform forrettede han en kort Bøn og overgav sig