Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

240 ' Romeo og Julie-Rosenkrands ROMEO og JULIE. I Alexander Dyce’s Udgave af Shakespeare’s Værker (vol. VI. S. 369) findes i Noterne til »Romeo og Julie« en Redegørelse for, hvad der ligger til Grund for Tragedien. Der er to berømte italienske Fortællinger, en af Luigi da Porta, første Gang ud- kommen i 1535, og en anden af Bandello, første Gang ud- kommen 1554. — Bandello’s Novelle om Romeo og Julie er oversat paa Engelsk af Ar(thur) Br(ooke) i 562 og i Painter’s: Palace of Pleasure 1567. Disse engelske Oversættelser eller Bear- bejdelser har Shakespeare altsaa kendt. Men Fortællingen er bleven forandret af Brooke, Paynter og Shakespeare, som alle lade Julie dræbe sig selv, thi i de oprindelige italienske Noveller af Luigi da Porta og Bandello dør Julie af Sindsbevægelse, da hun er vaagnet i Graven og ser Romeo død. I en senere London-Udgave af Bandello (La seconda parte de le Novelle del Bandello. Tomo quarto. London 1792. S. 212) læser man, som meddelt i Oversættelse i vor Text: »Ristretti adunqve in se gli spiriti, con il suo Romeo in grembo, senza dir nulla, se ne mori.« ROSENKRANDS. (Bricka og Gjellerup: Ligprædikener. S. 67 og 92.) I Fortalen S. III fremhæves det, at den Unøjagtighed, hvoraf Ligprædikenerne lide, ikke gælder deres Slutning, navnlig ikke den som oftest overordentlig brede Skildring af den sidste Syg- dom og Dødsscenen. Som Exempler paa den Tids Skikke ved Dødssengen anføres in extenso: Holger Ottesen Rosenkrands (75/7—7575). Undervisning om de tvende Slags Opstandelser, som er, først Sjælens den aandelig, i dette Liv: og dernæst Legemets den almindelig, paa Dommedag: af det femte Kapitel Johannis, prediket udi ærlig og velbyrdig salig Holger Rosenkranzis Danmarkis Rigis Marskis Begravelse, aff Lauritz Bertelssøn, Superintendent udi Aarhus Stigt. Anno Domini MDLXXVI. Den er (se Note S. 90) udgivet af Anders Sørensen Vedel. Om anden Dagen (som var den 4. Marts), der Klokken var imellem siu og otte, lod han indkalde til sig sine gode Venner, som havde besøgt hannem udi denne hans Sygdom, og udi deres og andet godt Folks Nærværelse haver han sagt og bekendt, hvorledis hannem var om Hjertet, at hans Time var ikke langt borte og takkede dem dog højlige for denne deres gode Vilie og