Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Rosenkrands 241 venlige Besøgelse. Ved disse Ord senede (segnede) hans sorge- fulde og bedrøvede Husfrue ned til Jorden af stor Hjertesorge. Men han greb hende selv om Haanden og sagde: Ak, kiere Karine, du stiller dig ikke viselige. Vilt du formene det, som Gud vil have frem ? Denne vor Skilsmisse sker ikke uden Guds be- synderlige Forsyn og Tilladelse. Deris Sag staar bedst som ere længst fra Verden og have enten aldeles intet eller mindst at skaffe med denne jordiske Forfængelighed. Her er endnu større Straf for Haanden end vi besinde. Og maa vel ske, at den Dag vil komme, at baade du og andre skulle sige, at jeg og andre, som ere hensovede udi Herren, ere meget lyksalige etc. Siden befalede han ogsaa, at der skikkedes Bud efter den anden Sognepræst ved Boluer. Og der han var kommen, begærede han, at alt Folket, baade ædle og uædle, skulde gaa ind paa Kapellet, at høre Prædiken og i deres Bønner til Gud ogsaa betænke han- nem, at Gud vilde gøre en god Ende paa denne hans Sjugdom. Der Folket var nu efter hans Vilie hengaaet at høre Guds Ord, talede han desimellem med den anden sin Sogne Præst, og iblandt Andet begærede han ogsaa af sin kære Husfrue, at hun lod de tvende hans ældste Sønner, Otte Christoffer og Friderich, komme ind for hannem. Der de komme ind, betol deris Moder dennem, at de skulde falde ned paa deris Knæ for deris Faders Seng, og idet som de det gjorde, lagde han sine Hænder paa deris Hoved og velsignede dem og befalede dennem den levendis Gud og bad hannem, at han vilde her efter være deris Fader, Forsvar og Formyndere og give dennem en god Lykke, at de med Tiden kunde gavnlige tjene Gud og hans Menighed og deris Fæderneland. Efter at salige Holger havde efter gammel og gudelige Skik saaledis velsignet sine kiere Børn, da haver han intet bekymret sig med nogen verdslig Tanke eller Bestilning. De fromme Danne- mænd, hans Sjelesørgere, trøstede hannem met adskillige »skøne Sententzer, som mand almindelige pleyer at faareholde siuge Folck paa deris Soteseng«. Men der en af dennem gjorde det noget for langt, med for mange Ord og for videlig at forklare, sagde hånd: »Kiere Herre, faa Ord met store Herrer«. Hvor med han mente, at det var nok, at han blev ved faa Ord, ved en eller to af de fornemmiste Sententzer, som man kunde beholde og ihukomme i sin Døds- time. Men de toge hans Ord udi en anden Mening, og som de vilde traade tilbage fra Sengen, paamindte den gudfrygtige og forstandige Frue, Fru Elsabe, Hr. Peder Skrams, dennem og bad dennem være frimodige og ikkun bruge faa Sententzer og Oscar Bloch : Om Døden. II. , (,