Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING
Forfatter: OSCAR BLOCH
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 321
UDK: 5777
AF
OSCAR BLOCH
OVERCHIRURG
II. BIND
UDFØRLIGE MEDDELELSER OM FORSKELLIGE
PERSONERS DØD
LITTERATURFORTEGNELSE
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
242 , Rosenkrands
lade hannem ofte høre dem, paa det at han des bedre kunde be-
holde dennem i sin Hukommelse.
Denne Regel skal man vel mærke hos dennem, som ligge paa
deris Sote Seng, at man giver dennem kun ét eller to visse
Sprock fore af Skriften, at den Siuge, som dog kan være bange
i sin Svaghed, ikke overiles med for mange Ord, saa han ikke
véd, hvad han skal blive ved at beholde for sin Trøst paa sit
Yderste.
Der det lidde nu over Middag hart mod Aftenen, syntes det
med salige Holger for fornævnte Fru Elsabe, ligervis som han
havde ligget udi ret hældret. Thi udspurgte hun hannem, hvor-
ledis det var med hannem, og han svarede hende: Det bliver nu
snart godt. Alting efter Guds Vilie. Hun trøstede hannem og
formanede Præsterne, at de skulde ogsaa gøre det samme og have
god Akt paa hannem. En af dennem spurgte hannem at: Kiere
Holger, I tro jo fuldkommelige, at I have Guds naadige Ven-
skab og alle Eders Synders Forladelse for vor Herres Jesu Kristi
Døds og Pines Skyld. Han svarede med høj Røst, saa at det
hørtes alt Huset over: Ja, det er min Tro, saa længe jeg lever.
Dette Samtale af Guds Ord, om Syndernes Forladelse, Lege-
mens Opstandelse og det evige Liv, varede saaledes fra Klokken
var ved sex indtil efter otte om Aftenen. Hver Mand saa, at der
var intet Liv at forvente med hannem i denne Verden. Thi var
der Graad og Sorg i hver Vraa. Ingen var bedre tilfreds eller
mere trøstig udi Mund og Mod, end han var selv. Hvorfore ogsaa
ærlig og velbyrdig Jomfru Johanne Skram, som stod hos hans
Fødder, vred sine Hænder og sagde: Ak, hånd maatte lide bedre
end os tykkes, efterdi han taler saa trøstelige. Og som hun var
begerindis, at de skulde vende hannem paa den højre Side, at
han skulde ikke ligge saa over Hjertet, da rejste han sig selv op
i Sengen, omvendte sig og talede atter redelige og trøstelige for sig.
Da var Klokken ved elleve, og strax derefter oprakte han sine
Hænder i sin største Lidelse og sagde: O Gud, o min Gud. Der
han dette havde sagt, brast hans Øjne, og han end da selv tog
sit Tørklæde og strøg sig om Øjnene. Der med vendte han sit
Hoved sagtelige omkring paa Pudet og lukte selv sine Øjne. I
samme Øjeblik lagde Præsten sin Haand paa hans Bryst, raabte
°g sagde: Herre Jesu Christi, udi dine Hænder befaler jeg min
Aand. Oc hånd sagde sagtelige dertil: Ja. Der efter gispede han
ikkun to Gange og hensof der med christelige og sødelige udi
Herren. Guds hellige Engle annammede hans Siæl og førte den
til Himmerigs Rige. Hans Legeme det hviles nu her, indtil Gud