Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

242 , Rosenkrands lade hannem ofte høre dem, paa det at han des bedre kunde be- holde dennem i sin Hukommelse. Denne Regel skal man vel mærke hos dennem, som ligge paa deris Sote Seng, at man giver dennem kun ét eller to visse Sprock fore af Skriften, at den Siuge, som dog kan være bange i sin Svaghed, ikke overiles med for mange Ord, saa han ikke véd, hvad han skal blive ved at beholde for sin Trøst paa sit Yderste. Der det lidde nu over Middag hart mod Aftenen, syntes det med salige Holger for fornævnte Fru Elsabe, ligervis som han havde ligget udi ret hældret. Thi udspurgte hun hannem, hvor- ledis det var med hannem, og han svarede hende: Det bliver nu snart godt. Alting efter Guds Vilie. Hun trøstede hannem og formanede Præsterne, at de skulde ogsaa gøre det samme og have god Akt paa hannem. En af dennem spurgte hannem at: Kiere Holger, I tro jo fuldkommelige, at I have Guds naadige Ven- skab og alle Eders Synders Forladelse for vor Herres Jesu Kristi Døds og Pines Skyld. Han svarede med høj Røst, saa at det hørtes alt Huset over: Ja, det er min Tro, saa længe jeg lever. Dette Samtale af Guds Ord, om Syndernes Forladelse, Lege- mens Opstandelse og det evige Liv, varede saaledes fra Klokken var ved sex indtil efter otte om Aftenen. Hver Mand saa, at der var intet Liv at forvente med hannem i denne Verden. Thi var der Graad og Sorg i hver Vraa. Ingen var bedre tilfreds eller mere trøstig udi Mund og Mod, end han var selv. Hvorfore ogsaa ærlig og velbyrdig Jomfru Johanne Skram, som stod hos hans Fødder, vred sine Hænder og sagde: Ak, hånd maatte lide bedre end os tykkes, efterdi han taler saa trøstelige. Og som hun var begerindis, at de skulde vende hannem paa den højre Side, at han skulde ikke ligge saa over Hjertet, da rejste han sig selv op i Sengen, omvendte sig og talede atter redelige og trøstelige for sig. Da var Klokken ved elleve, og strax derefter oprakte han sine Hænder i sin største Lidelse og sagde: O Gud, o min Gud. Der han dette havde sagt, brast hans Øjne, og han end da selv tog sit Tørklæde og strøg sig om Øjnene. Der med vendte han sit Hoved sagtelige omkring paa Pudet og lukte selv sine Øjne. I samme Øjeblik lagde Præsten sin Haand paa hans Bryst, raabte °g sagde: Herre Jesu Christi, udi dine Hænder befaler jeg min Aand. Oc hånd sagde sagtelige dertil: Ja. Der efter gispede han ikkun to Gange og hensof der med christelige og sødelige udi Herren. Guds hellige Engle annammede hans Siæl og førte den til Himmerigs Rige. Hans Legeme det hviles nu her, indtil Gud