Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING
Forfatter: OSCAR BLOCH
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 321
UDK: 5777
AF
OSCAR BLOCH
OVERCHIRURG
II. BIND
UDFØRLIGE MEDDELELSER OM FORSKELLIGE
PERSONERS DØD
LITTERATURFORTEGNELSE
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
246 ' Salovjof-Savonarola
at vi kunne tage os i Agt for dem, og ikke har der været talt
for meget om deres Haardhed og Manddom!«
Gunløg Ormstunge og Helga den Favre. (Sagaer I. S. 176.)
»Thorsten Egilssøn giftede efter nogen Tids Forløb Helga
med en Mand i Harundalen ved Navn Thorkel Halkelsøn.
Det var en tapper og rig Mand, en god Skjald. Han avlede ad-
skillige Børn med hende. Hun kunde dog aldrig glemme Gunløg.
Hendes største Glæde bestod i at fremtage Ethelredskappen, Gun-
løg havde givet hende paa Skaanø, og brede den ud for sig.
Hun sad saa og stirrede paa den. — Engang kom der en stor
Sot paa Thorkel Halkelsøns Gaard. Ogsaa Helga blev angre-
ben af den. Hun holdt sig dog oven Senge.
En Lørdagaften sad hun med sit Hoved paa sin Husbonds
Skjød. Hun lod Gunløg’s Kappe tage frem.
Hun rejste sig, bredte Kappen ud for sig og stirrede en Stund
paa den.
Derpaa sank hun død tilbage i sin Mands Favn.
Thorkel kvad da: Helga slumred ved Thorkels Bryst, Helga
var Thorkel Livets Lyst. — Dog jeg tror, at i Thorkels Arm
drømte hun sig ved Gunløgs Barm.«
SALOVJOF. (D. Simonsen : »Politiken«, 11. September 1900.)
Simonsen skriver til »Politiken«: »Til den Levnedstegning af
W. S. Salovjof, som Dr. G. Brandes i Dag har givet i »Poli-
tiken«, tør jeg maaske efter et jødisk Blad tilføje en betegnende
Meddelelse om hans sidste Timer, idet jeg forudsætter som be-
kendt, at Salovjof gentagne Gange har taget de russiske Jøders
Liv og Lære varmt i Forsvar. Men hvor sikkert den kristne
Filosofs Kendskab til den ældste israelitiske Literatur var, og
hvor dybt hans Sympati for Jøderne bundede, viste sig maaske
bedst, da han før Døden laa i Feberfantasier. Han reciterede da
Davids Salmer paa Hebraisk, og et af hans sidste Ord til hans
Omgivelser var: »Forstyr mig ikke, jeg maa bede for det jødiske
Folk!«
SAVONAROLA. (B. Villari : Savonarola et son temps. II.
S. 427.)
Savonarola blev dømt til at hænges sammen med Munkene
Fra Domenico og Fra Salvestro.
Da de 3 Munke gik ned ad Palæets Trapper, kom Dominika-
neren de Santa-Maria Novella dem imøde; han havde Ordre til