Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Sagaer 245 Man førte nu en fjerde Mand frem. Thorkel spurgte ham, hvorledes han syntes om at dø. »Godt,« svarede han; »det vil gaa mig ligesom min Fader, at jeg maa dø.« Thorkel hug derpaa Hovedet af ham. Nu blev en femte Mand ført frem. Thorkel spurgte ham: »Hvorledes synes Du om at dø?« Han svarede: »Ei mindedes jeg Jomsvikingernes Lov, om jeg frygtede Døden eller mælede Angestord. Engang skal Enhver dø.« Thorkel hug ham. Normændene besluttede nu at spørge Enhver af Jomsvikin- gerne, før de bleve dræbte, hvad de syntes om at dø, for at prøve, om de vare saa mandige, som Ordet gik, og om Ingen af dem vilde tale Angestord. En sjette Mand blev ført frem. Han svarede til Thorkels Spørgsmaal: »Godt synes mig om at dø med Ære, men Du, Thorkel, vil leve med Skam!« Den syvende sagde: »Jeg synes meget godt om at dø. Men hug mig hurtigt. Jeg holder paa en Kniv. Vi Jomsvikinger have ofte talt om, om et Menneske, der hugges meget hurtigt, er sig noget bevidst, naar Hovedet er af. Jeg skal nu vise Kniven frem, hvis jeg er mig noget bevidst, i modsat Fald vil den falde ned.« Thorkel hug ham. Kniven faldt ned. Den ottende sagde: »Godt synes jeg om min Død som alle mine Staldbrødre. Hug mig lige i Ansigtet og læg nøje Mærke til, om jeg blinker noget med Øjnene. Det have vi ofte talt om.« Thorkel gjorde saa. Jomsvikingen blinkede ikke. Øjenlaagene trak sig kun sammen, da Døden foer over ham. Derpaa fremførtes en ung Mand med et stort silkegult Haar. Han sagde til Thorkels Spørgsmaal: »Levet har jeg nu min skønneste Tid; de have nu ladet Livet, som jeg ej agter det værd at overleve. Men ikke vil jeg, at Trælle skulle lede mig til Døden, men en Mand, der ikke er ringere end Du, Thorkel, og vil en saadan ikke være vanskelig at finde her, han skal holde mit Haar ud fra Hovedet og rykke Hovedet til sig, saa Haaret ikke bliver blodigt.« En Hirdmand gik da til og viklede Haaret om sin Haand. Thorkel hug til. Da den unge Mand hørte Sværdet hvine, rykkede han Hovedet haardt til sig, saa Sværdet traf Hirdmanden, som holdt Haaret, og hug begge hans Arme af i Albuleddet. Den unge Jomsviking sprang op og lo: »Hvo har sine Hænder i mit Haar!« Hakon Jarl tog da til Orde: »Stor Ulykke bringe disse Mænd! — Dræber ham snarest muligt; han har tilføjet os Skade nok! Og det er det Bedste, at de, som ere tilbage, blive dræbte som snarest; disse Mænd ere altfor onde at have med at gøre til