Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING
Forfatter: OSCAR BLOCH
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 321
UDK: 5777
AF
OSCAR BLOCH
OVERCHIRURG
II. BIND
UDFØRLIGE MEDDELELSER OM FORSKELLIGE
PERSONERS DØD
LITTERATURFORTEGNELSE
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
244 « Sagaer
SAGAER. (Fortalte af Brynhjolf Snorrason og Kristian
Arentzen. I—IV. København 1849—50.)
Half og hans Kæmper. (^Sagaer fortalte af B. Snorrason. IV. S. 19.)
Halfs Kæmper vaagne i Hallen og se den brænde. De løb
stærkt ind paa Væggen. Da kvad Indsten: . . . »Ud lad os gange
tappert at kæmpe. Længe skal mindes denne Færd. Ingen paa
Jorden evig lever, skal ej den Gæve for Døden skælve.«
Da de vare slupne ud af den brændende Hal (Half faldt tillige-
med de fleste af hans Mænd), kvad Indsten: »Her saae jeg Kæm-
per Kongen følge, lige kjække, Ingen ham svigted. Mødes vi
glade, naar herfra vi fare. Lettere er ei Livet end Døden.«
Kampen varede lige til Natten. Før Indsten faldt, kvad han:
»Odin vi have Ondt at lønne: Slig en Konge Seieren han røved.
Fulgt jeg ham haver atten Somre, anden Høvding ej jeg vil
tjene.— Følger jeg Drotten glad nu i Døden, frejdig jeg synker
her ved hans Side. Det skulle Kæmper kundbart giøre: Leende
døde Konningen Half.«
Jomsvikingerne. (Sagaer I. 25. S. 120.)
Iblandt de Love, som Palnatoke havde givet for Jomsborg,
var ogsaa den, at »Ingen maatte mæle et ængsteligt Ord eller
ytre Tegn paa Frygt, hvor sort det end saa ud«. Efter Slaget
med Hakon Jarl, hvor Jomsvikingerne vare tagne til Fangne,
satte Hakon og hans Mænd sig til at spise; de brugte store Ord
om deres Sejr; de Fangne agtede Hakon i god Ro og Mag at
lade dræbe om Dagen.
»Da Hakon Jarl og hans Mænd vare bievne mætte, gik de
ud af Teltene, derhen hvor Fangerne vare, bevogtede af Skepta-
Kark og nogle andre Trælle, der holdt Rebet, hvormed de vare
bundne. Thorkel Leira skulde hugge dem ihjel.
De spurgte Jomsvikingerne, om de vare saa haardføre, som
Rygtet gik. De fik intet Svar. Nogle af dem, som vare meget
saarede, bleve nu løste. Trællene snoede Vaande i Haaret paa
dem, der bleve førte frem.
Tre bleve nu først førte frem.
Thorkel Leira gik til dem og hug Hovedet af dem, den ene
efter den anden. Han spurgte derpaa sine Staldbrødre, om han
havde skiftet Udseende ved denne Forretning, »thi Folk siger,
at Alle gøre det, der hugge tre Mænd ihjel efter hinanden«.
Hakon Jarl svarer ham: »Ei kunne vi se, at Du ad dette har
skiftet Udseende! — Men dog syntes mig, Du gjorde det før!«