Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Scharling-Schiller 249 i det Haab, at Flammerne skulde brænde den Hellige, før han endnu var helt død; men Kæden faldt ud af hans Haand, og før han fik den fat igen, havde Savonarola udstødt det sidste Suk. Det var den 2;. Maj 1498, KL 10 om Morgenen, at Broder Jérome endte sit Liv; han var 45 Aar gammel. En livlig Beskrivelse af Baalets Virkning paa Liget og af Mæng- dens Holdning følger efter. SCHARLING, EMIL. (Scharling: 111. Tidende 1901. S. 489.) »Sine sidste Leveaar tilbragte E. Scharling i et lykkeligt og fredsælt Otium. Embedsvirksomheden med dens Sorger og Be- svær var bortfalden, han kunde uforstyrret hengive sig til sine Yndlingssysler, Studier og Samtaler. Med usvækket Interesse læste han de nyeste teologiske og apologetiske Værker, som han laante hos sine Venner eller paa Universitetsbiblioteket og der- efter gerne drøftede i Samtaler. Hans ydre Livsvaner forbleve uforandrede, hver Dag gik han sin Spadseretur til bestemt Tid. Der var kommen større Mildhed og Fred over ham, en jævn Munterhed i hans Tale vidnede om Sindets Ligevægt, om han end stundom i Debattens Hede kunde blusse op i sin tidligere Fyrighed. Oldingens Affældighed kendtes ikke paa ham, først i det sidste Aarstid, da han var fyldt 77 Aar, kendtes der ligesom noget mere Aandigt over ham, der tydede paa, at han nu stun- dede bort fra denne Verden. Anden Juledag 1900 var han sam-, let med den nærmeste Familie, han var munter og glad og deltog med vanligt Liv i Samtalen, men et Par Dage efter blev han ramt af et pludseligt Sygdomstilfælde og maatte gaa til Sengs. Han spurgte Lægen, der strax blev hentet, om det var alvorligt, og fik til Svar, at øjeblikkelig Fare var der i alt Fald ikke. Hjertet var angrebet, og han led betydelige Smerter, dog spore- des der efterhaanden Bedring, og Lægen mente, at han vilde komme over det. Mandag Morgen den 7. Januar 1901 vaagnede han efter en urolig Søvn og forlangte noget at drikke, han fik det og sank derefter tilbage og udaandede med et let Suk. Han var da 78 Aar gammel.« SCHILLER (1759—1805). (Hoffmeister: Schillers Leben II. S. 386.) I Midten af Januar 1805 blev Schiller, som tydeligt nok var bleven som en anden efter det sidste Sygdomsanfald i Jena, syg (paa samme Tid som Goethe); til den kroniske Katarrh var der kommet et Anfald af katarralsk Nervefeber, skriver hans Hustru.