Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

248 Savonarola dette højtidelige Øjeblik sit Mod; Savonarola viste en over- menneskelig Kraft og mistede ikke et Øjeblik den Ro, som var ham nødvendig for at dø som en Kristen. Medens de Tre, i deres blotte Skjorte, med bare Fødder og med sammenbundne Hænder bleve førte langsomt fra »ringhiera’en« til Galgen, blev det tilladt Pøblen at trænge ind paa Savonarola og haane ham med Miner og uhøvisk Tale; han var rolig og upaavirket deraf; en Borger, som var rørt af Medlidenhed og nærmede sig for at sige ham nogle trøstende Ord, svarede han blidt: »I den sidste Time kan kun Gud trøste de Dødelige.« En Præst, Nerotto, spurgte ham: »Med hvilket Sindelag bærer Du dette Martyrium?« Savonarola svarede kun: »Herren har lidt saa meget for min Skyld.« Fra Domenico syntes ikke at have Sans for, hvad der foregik omkring ham, »han syntes gaa, ikke til Døden, men til en Fest«; han var saa exalteret af Enthusiasme, at han med høj Røst vilde istemme et Te-Deum; Battuto raadede ham indtrængende derfra, og han sagde da: »Saa syng sagte samman med mig« — og de sang da Begge det hele Te-Deum; derpaa sagde han: »Husk vel, at Fra Girolamo’s Profetier alle ville ske Fyldest, og at vi dø uskyldige.« Fra Salvestro var den, som først fik Ordre til at bestige Ska- fottet; da han havde faaet Touget om Halsen, raabte han, i samme Øjeblik som han blev styrtet løs: »In manus tuas, Domine, commendo animam meam.« Kort efter, at Bøddelen havde fæstet Liget ved Kæden, gik han til Korsets anden Side for at exekvere Fra Domenico; denne steg hurtigt op med et Ansigt, der lyste af Haab, ja næsten Glæde, som om han steg til Himlen. Savonarola skulde indtage den Plads, der var tom imellem hans to Lidelsesfæller; men han var saa fordybet i Tanken om Livet efter dette, at han syntes alt at have forladt Jorden. Dog, da han var ved Korset, kunde han ikke undlade at kaste sit Blik ned paa Mængden; hvor var den forskellig fra den, som for kort Tid siden ved Santa Maria lyttede med Extase til hvert af hans Ord! Ved Korsets Fod saa han nogle Mænd med Fakler i Haand, utaalmodige efter at tænde Ilden. Han bøjede sit Hoved imod Bøddelen. Der herskede en Dødsstilhed; en Stemme raabte: »Profet! Nu er Timen kommen til at gøre et Mirakel!« Bødde- len, der vilde være Pøbelen til Behag, gjorde Spøg med Legemet, som var i livlig Bevægelse og ikke var falden ned fra Skafottet, hvilket dog vakte Indignation, og Øvrighedspersonerne gave ham en alvorlig Irettesættelse; han skyndte sig da at tænde Baalet